Der tegner sig et rungende ja til den nye overenskomst på det offentlige område.
Og det til trods for, at der er tale om en historisk mager overenskomst.
Socialpædagogerne har i dag sagt klart ja til fornyelsen af overenskomsten.
85 procent af de medlemmer, der stemte, satte kryds ved ja, mens 15 procent sagde nej til overenskomstforliget.
Også lærere og sygeplejersker har tidligere på ugen sagt ja tak til den nye overenskomst. Her stemte over 90 procent ja.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen er meget glad for, at et stort flertal af medlemmerne har accepteret aftalen.
"Det er jo altafgørende, at der er opbakning til overenskomsten. Vi vidste jo på forhånd godt, at der denne gang ikke var det store at hente ved forhandlingerne. Men på trods af det, synes jeg, vi har en del at være tilfredse med," siger han.
Han nævner blandt andet den særlige pædagogpulje på 19 millioner kroner, som kan være med til at rette op ligelønsproblemet.
I Politiforbundet, HK, FOA og 3F er man stadig i gang med urafstemningen.
I 3F forventer man en lav stemmeprocent.
"Det forlig, der er indgået, er ikke særlig ophidsende. Derfor vil folk nok ikke ligefrem flyve til stemmeurnerne," siger forhandlingssekretær Knud Jensen til Newspaq.
Han forklarer de mange ja-stemmer med, at offentligt ansatte er mere optaget af at beholde deres job frem for at kæmpe for lønforhøjelser.
"Den resignation, der ligger over landet, giver en vis afmagt hos den stemmende befolkning. Folk frygter for deres beskæftigelse. Har vi job i morgen?," siger Knud Jensen.
Det endelige resultat foreligger først den 13. april på det kommunale og regionale område (KTO) og den 15. april på det statslige område (CFU).