Ritzau
Opdateret kl. 19:20
Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en psykiater for i maj 2012 at efterlade en tidligere patient i hjælpeløs tilstand på sin gård ved Rakkeby på Mors.
Patienten blev angiveligt efterladt bevidstløs og metadonpåvirket på gulvet af en campingvogn og blev senere fundet død.
Sagen har været omtalt i medierne. Blandt andet i DR, som har talt med et vidne, der dengang så psykiateren slæbe en livløs person gennem græsset og ind i en campingvogn.
Sagen kom frem, fordi der har været meget fokus på psykiateren.
Han praktiserede i flere år, selv om han led af en hjerneskade. Psykiateren blev først i 2013 stoppet af Sundhedsstyrelsen.
I 2014 blev han ved Retten i Herning idømt en bødestraf for at udvise grov forsømmelighed og skødesløshed ved behandlingen af en anden patient, Ronnie Kristensen.
Kristensen døde af en overdosis medicin. Psykiateren blev ikke gjort ansvarlig for dødsfaldet.
Styrelsen for Patientsikkerhed meldte ifølge DR i februar i år psykiateren til politiet efter en stribe dødsfald.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser specialanklager Pia Koudahl, at der alene er truffet afgørelse om den døde mand i campingvognen.
De øvrige sager, som blev anmeldt til politiet senere end sagen om campingvognen, efterforskes fortsat.
Pia Koudahl oplyser, at anklagemyndigheden vil kræve psykiateren idømt en fængselsstraf. Hans hjerneskade hindrer ikke, at psykiateren kan straffes på normal vis, mener anklagemyndigheden.
Sundhedsstyrelsen har fået meget kritik for, at den ikke stoppede den hjerneskadede psykiater før. I marts sidste år blev styrelsens direktør, Else Smith, fyret.
Begrundelsen var, at styrelsen havde ført mangelfuldt tilsyn i flere sager.
/ritzau/