To dages tilskud for en dags kørekursus, snyd med cpr-numre og fup-konkurrencer, hvor gevinsten var en kontrolleret baghjulsudskridning på skatteydernes regning.
Transportuddannelseskoncernen TUC i Brøndby har systematisk svindlet med AMU-tilskud. Det har Undervisningsministeriet konkluderet.
Ifølge ministeriets officielle nul-tolerance-politik, burde det koste TUC retten til at drive AMU-kurser. Det mener i hvert fald mange branchefolk, som undrer sig over, at TUC fortsat skovler millioner ind i AMU-tilskud.
"Nultolerance-princippet burde jo indebære, at du mister retten til at drive AMU, hvis du tisser ved siden af potten,” siger en tidligere konsulent ved TUC, som ønsker at være anonym.
Men de ivrige bestræbelser på at lænse statskassen for AMU-kroner har indtil videre kun kostet TUC retten til at drive køretekniske kurser for AMU-midler og et tilbagebetalingskrav på knap fem millioner kroner.
Ministeriet sov i timen
I Vejle undrer kørelærer Karsten Troelsen sig over, at TUC ikke har fået et klokkerent rødt kort.
I 2008 - et år før nultolerance-princippet blev indført, blev en køreskole i byen fradømt samtlige tilladelser til at drive AMU-kurser for en væsentlig mindre forseelse.
"Det falder mange i branchen for brystet, at TUC for lov at fortsætte. Man fornemmer, at de får særbehandling, fordi der er tale om en stor forretning," siger Karsten Troelsen.
7.500 kursister i 2009
Han vurderer i lighed med flere andre kilder, at TUC har fået en mild dom, fordi Undervisningsministeriet godt ved, at de har sovet i timen.
Undervisningsministeriet har indtil videre kun slået ned på et køreteknisk kursus i 2009, som i alt havde 1.502 deltagere. Men samlet set var 7.500 personer gennem AMU-møllen hos TUC (og det tilknyttede jobcenter DUCAS) i 2009.
Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået i tilsynssagen mod TUC. Heraf fremgår det, at AMU-tilskuddet på 4,8 millioner kroner, som TUC er blevet dømt til at betale tilbage, kun udgør otte procent af det samlede tilskud i 2009.
I alt høstede TUC altså 61 millioner kroner i AMU-tilskud i 2009.
”TUC har systematisk udnyttet hullerne i AMU-systemet. Det har alle i branchen vidst. Selv Undervisningsministeriet har ikke kunnet undgå at vide det,” siger en anden kørelærer, som også ønsker at være anonym.
Kun toppen af isbjerget
Den tidligere konsulent hos TUC er overbevist om, at der er meget mere svindel at komme efter, end det Undervisningsministeriet allerede har undersøgt.
”Man har kun set toppen af isbjerget,” siger han og fortsætter:
”Ulovlighederne har kostet TUC 4,8 millioner alene i 2009. Men omfanget blev endnu værre i 2010.”
Konsulenten mener, at Undervisningsministeriet vil kunne kræve mellem 15 og 20 millioner kroner tilbage, hvis de kulegraver TUC-regnskaberne for 2010.
Dokumenterne i tilsynssagen mod TUC peger også på, at AMU-fidusen er fortsat i 2010. Blandt andet viser en annonce fra hjemmesiden UddannelsesGuiden fra juni 2010, at TUC fortsat har udbudt køretekniske kurser af én dags varighed, selv om der er hentet AMU-tilskud til to dage.
Overvejer rødt kort
Ifølge direktør i Kvalitets-og Tilsynsstyrelsen, Per Hansen, er ministeriet langt fra færdige med at kigge TUC efter i sømmene.
Men I har en officiel nultolerance-politik. Burde TUC ikke allerede være frakendt retten til at drive AMU?
”Det vil jeg ikke forholde mig endeligt til, men jeg kan sige så meget, at den her sag ikke har været medvirkende til at styrke den generelle tillid til udbyderen. Så der kan komme flere kort op af lommen,” siger Per Hansen.
Som i et rødt kort?
”Det må det fortsatte tilsyn vise,” slutter styrelsesdirektøren.
TUC har fra sagens start erklæret sig lodret uenig i Undervisningsministeriets afgørelse. Bestyrelsesformand Morten Krøyer Mathiesen afviser, at der er noget at komme efter i regnskaberne for 2010.
- AMU-kurser har til formål at opkvalificere kortuddannede og ufaglærte. Staten yder hvert år over to milliarder kroner i støtte til systemet.
- Siden foråret har Avisen.dk og en række andre medier afsløret en stribe eksempler på grov svindel med AMU-tilskud og VEU-godtgørelser.
- Undervisningsministeriet har som konsekvens iværtsat en kulegravning af AMU-systemet.
- 34 erhvervsskoler og private kursusudbydere er blevet undersøgt for svindel. De fleste sager er nu afsluttet.