Den offentlige sektor er i løbet af de seneste 30 år blevet ledet ihjel. Det hele går op i kontrol og måltal, mens den kvalitative udvikling af sektoren forsømmes, fordi viden og erfaringer fra medarbejderne ignoreres. Konsekvensen er, at dynamik og arbejdsglæde for længst er gået i døden i den offentlige sektor.
Det mener Finn Wiedemann, der er ledelsesforsker og netop har skrevet bogen ’Send mere ledelse’, hvor han samler op på konsekvenserne af de seneste tre årtiers stramme styring af den offentlige sektor.
- Den naturlige udveksling af viden og erfaringer har svære vilkår, og medarbejderne bliver ladt demotiverede tilbage, fordi deres viden og erfaringer ikke bliver brugt, siger han i et interview i dag til Ugebrevet A4.
Misforstået tro på ledelse
Den overdrevne kontrol og registrering rider offentligt ansatte som en mare. Og Finn Wiedemann fatter ikke, hvordan politikerne kan ignorere, at de ansattes faglige organisationer på skift råber vagt i gevær, fordi bureaukratiet går ud over deres kerneydelser.
Bag det hele ligger en misforstået tro på, at tilstrækkelig ledelse kan overkomme alle problemer og udfordringer. Derfor måles, dokumenteres og registreres der i en grad, hvor de ansatte er i fare for at glemme, hvad det egentlig var, de skulle lave, hvis de ikke var travlt optaget af at fodre målprogrammerne, påpeger forskeren.
- Ledelse ses efterhånden som svar på alle problemer – hvad enten de er i folkeskolen, på plejehjemmet eller på sygehuset. Alle steder skal problemer løses med ledelse. Og hvis det ikke løser dem, forsøges de så løst med endnu mere ledelse, siger Finn Wiedemann.
Kollektiv ledelse skal støves af
Vil man uvæsenet til livs, er man ifølge Finn Wiedemann nødt til at satse på kollektiv ledelse. Ikke i 70’er-versionen med endeløse rundkreds-diskussioner, men i en tidssvarende model.
- Jeg taler for en kollektiv ledelse version 2.0. Vi skal ikke tilbage til rundkredsen og majspiben, men vi kan godt have fokus på en ledelsesform, som inddrager flere i beslutningerne, uden at vi ender i en situation som i 70’erne, hvor alle skulle være lige meget ledere, siger han.
Finn Wiedemann påpeger, at kollektiv ledelse ikke bare vil være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø blandt de offentligt ansatte, men også har kvaliteter, som efterspørges af mange moderne organisationer i dag. For eksempel selvledelse, større ansvar for helheden, engagement, samarbejde og læring.