Folkevalgte parlamentsmedlemmer for Jamiat Ulema-e-Islam partiet i Pakistan mener, at Bibelen bør forbydes, fordi flere skriftsteder er krænkende for profeterne. Samtidig skal der udmåles en udefineret straf.
Lederen af partiet, Maulana Abdul Rauf Farooqi, krævede ved en pressekonference den 30. maj, at Pakistans Højesteret forbyder bogen, fordi den beskriver en række ”moralske forbrydelser, der underminerer hellige figurers hellighed.”
De passager, som Farooqi kalder pornografiske, er f.eks. det sted, hvor Jesus afbryder en stening, at Adam og Eva gik rundt uden tøj på, og at Lot drikker sig fuld. Versene i Matthæusevangeliet omkring Judas forrædderi nævnes også.
Indenfor islam anses karakterer i Bibelen for profeter. I øvrigt siger Farooqi, at islam respekterer alle religioner og finder passagerne blasfemiske også på vegne af kristne.
Blasfemi
Islam blev statsreligion i 1973, og alle love skal være i overensstemmelse med islamisk ideologi. Pakistansk lovgivning har særdeles vidtrækkende regler imod krænkelser af det hellige skrift eller ånden i det.
Straffen for blasfemi kan være døden, livsvarigt fængsel eller bøde. Forseelsen kan være beskyldninger, tilskrivninger eller insinuationer rettet imod islam i ord eller skrift, direkte eller indirekte.
I 1990 strammede den federale sharia domstol straframmen for blasfemi imod profeten til ”døden og intet andet.”
Anklager rettes ikke kun imod kristne eller forskellige sekter indenfor islamisk kulturkreds. En muslim er for nylig blevet anklaget for at have revet en side af en vægkalender, hvorpå der stod et vers fra Koranen. En anden smed et visitkort væk, hvorpå navnet Mohammad stod.
Det amerikanske drab på Osama bin Laden har gjort islamister ophidsede.
Alvorlige konsekvenser
Den politiske debat i Pakistan om blasfemiloven er livsfarlig. Guvernøren i Punjab Salmann Taseer blev den 4. januar 2011 myrdet af sin egen sikkerhedsmand, fordi Taseer ønskede at afskaffe loven. Drabsmanden blev fejret som en helt.
Minister for minoriteter, katolikken Shahbaz Bhatti, blev snigmyrdet den 2. marts i år af samme grund. Bevægelsen Tahrik-i-Taliban Pakistan tog ansvaret for drabet med begrundelsen, at han udøvede blasfemi overfor Muhammad ved stærkt at kritiserede blasfemiloven.
Shahbaz Bhatti var meget bevidst om truslerne mod hans liv, men erklærede sig parat til at dø for sin religion og for undertrykte minoriteter. Han ses her i en video på YouTube, hvor han taler på engelsk om truslerne. Videoen blev frigivet til verden på hans dødsdag efter hans eget ønske.
Der bor knap 200 millioner mennesker i Pakistan, og 97 procent er muslimer. Resten er stort set hinduer og kristne. Den religiøse minoritet af Alawitter, der anser sig selv for muslimer, forfølges i Pakistan. Sidste år blev 93 alawitter dræbt ved et terrorangreb i Pakistan imod to af deres moskeer.
Religiøs fanatisme
Den aktuelle sag synes at at være en reaktion på den skøre amerikanske prædikant Terry Jones, der foranstaltede en Koran-afbrænding. Farooqi vil dog ikke brænde Bibelen, men han forudser et massivt sammenstød mellem religionerne, sagde han.
Terry Jones, leder af en meget lille kirkekreds i Florida, iklædte sig i marts 2011 en dommerkappe og afsagde en dødsdom over Koranen. Efterfølgende overhældte han bogen med petroleum og satte ild til den med en grill lighter.
Få dage efter var 21 mennesker døde, straffet af rasende folkemængder i Afghanistan. Nogle af ofrene blev halshugget. Jones selv mener, han brugte sit frihedsret til at udtrykke sin mening.
Optøjerne i mange lande i forbindelse med de danske Muhammad-tegninger, hvor mange blev dræbt, menes at være inspireret af religiøse og politiske ledere.
Der er opstået et vildt ”politisk teater”, hvor muslimer ser sig selv som ofre for blasfemi imod deres religion. Resultater er rasende angreb på de nærmeste vantro. Indenfor radikal islam har menneskeliv mindre værdi end selve religionen.
Officielt er ingen i Pakistan henrettet på grund af blasfemi, men adskillige er de seneste år dræbt ved selvtægt, af bøller, politi eller ved lynchning. Ofte går det ud over fast ejendom eller templer.
Sker mange steder
Opfordringer til forfølgelse af religiøse minoriteter i Pakistan og andre steder i Mellemøsten kan ses som grafitti eller plakater på vægge og i talemåden: ”Først lørdags-folkene, derefter søndags-folkene” - med hentydning til jøder og kristne.
Det er ikke kun i Pakistan, at blasfemi-bølgen ruller. Meget kan være eller blive udlagt som blasfemisk. Her er eksempel indsamlet af the Hudson Institute.
Modstand imod stening (Sudan), åbnings af pigeskoler (Bangladesh), kritik af præstestyret (Iran), ønske om en grundlov (Saudi Arabien), kristnes brug af ordet ”Allah” (Malaysia), afvise voldelig jihad (frihedskamp) (Sudan), bede ved pårørendes grav (Saudi Arabien), oversættelse af Koranen til sproget dari (Afghanistan), kalde en bamse Mohammad (Sudan), at se Koranen i et historisk perspektiv (Indonesien), protestere over barnebrude (Yemen) eller undervise i den muslimske shia-retning i et sunni-domineret land (Egypten).