I en måned har en lang række bilister stået til en klækkelig bøde, hvis de har krydset miljøzonerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Siden 1. oktober har det nemlig været forbudt for dieselpersonbiler af klassifikationen Euronorm 1-4 at køre ind i de nævnte byer, medmindre køretøjerne har fået eftermonteret et godkendt partikelfilter.
Og nu står det klart, hvor mange der har brudt sig mod lovændringen, skriver TV 2 Kosmopol.
Den første måned er der i alt blevet udstedt 3.045 administrative bødeforelæg til ejere eller brugere af en dieselpersonbil, der har overtrådt miljøzonereglerne.
Det oplyser Miljøstyrelsen til tv-stationen.
Af de 3.045 bøder er 1.786 blevet udstedt i miljøzonen i København og på Frederiksberg.
I København gælder miljøzonen for hele byen med undtagelse af en særlig transitrute, som kører til og fra Nordhavn.
Ruten går fra Københavns kommunegrænse via Lyngbyvej til Nordhavnsvej og rammer Kalkbrænderihavnsgade.
Den nye regel skyldes en lovændring fra 2022, som giver landets fem største kommuner, der i dag har en miljøzone, mulighed for fra 1. oktober 2023 også at stille krav til de ældste persondieselbiler for at sikre renere luft i byerne.