Efter fem år i direktørstolen for DR Danmark, vælger Anne-Marie Dohm nu at forlade sin stilling. Det skriver Mediawatch.
Det sker efter, det i september blev meldt ud, at stillingen ville blive nedlagt i forbindelse med DR's store spareplan.
Dengang forlød det ifølge Mediawatch, at DR var i dialog med Anne-Marie Dohm om hendes fremtidige rolle, men nu har hun valgt at stoppe helt i public service-mediet.
Anne-Marie Dohm har været direktør i DR siden 2013. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
'Jeg har haft sidste arbejdsdag som direktør i DR. Siger farvel med vemod og stolthed over at have bidraget til at spejle befolkningen i både regionale nyheder, afslørende dokumentarer og samlende indhold fra hele landet,' skriver hun på Twitter.
Anne-Marie Dohm kom til chefstillingen tilbage i 2013. Før da var hun chefredaktør for Nordjyske Medier og i en årrække rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.