Fredag er det definitivt slut med at få bundet en buket til fruen hos Århus Blomster.
Anette Vinding afleverer nemlig nøglen til sin udlejer. Og så er en blomster-epoke i den jyske hovedstad slut efter 109 år.
Anette Vinding har haft butikken siden 1976, hvor hun købte den af de efterladte, da hendes chef døde.
- Der var ingen til at overtage, så jeg købte butikken af familien, fortæller Anette Vinding til Avisen.dk.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Anette Vinding begyndte at arbejde med blomster i 1964. Foto: Privat
Men den nu 67-årige Anette Vindings arbejdsliv i Nørre Allé 33 begyndte allerede i 1964, hvor hun gik lære. Dengang lå der 14 blomsterbutikker fra Den Gamle By og gennem Nørre Allé, fortæller Anette Vinding til Stiften.dk, men når nøglen er afleveret, er der kun én blomsterbutik tilbage på strækningen.
Man skal huske sig selv
- Det har ikke været en nem beslutning. Butikken har jo været mit et og alt, men man skal jo stoppe på et tidspunkt, og man skal huske at tænke på sig selv, siger hun til Stiften.dk.
Butikken har således været Anette Vindings liv. Her er der brugt mange timer, og i alle årene er det blevet til to ugers sammenhængende ferie.
- Jeg er blevet spurgt, hvornår det går op for mig, at det er slut. Men jeg har vænnet mig til tanken siden januar, så jeg har ikke haft brug for at græde over det. Men det rører mig, når kunderne begynder at græde, fordi jeg lukker ned, fortæller hun til det aarhusianske dagblad.
Fremover skal tiden som folkepensionist bruges på børnebørnene, og så vil hun gå til hånde i sønnen René Vindings vinbutik på Aarhus Havn.
