For den 22-årig Pedro Viloria udviklede endnu en dag på jobbet i en McDonald's i Florida, USA, for nylig sig temmelig dramatisk.
Pedro Viloria stod klar i vinduet med madudleveringen og ventede på, at næste kunde skulle have det bestilte.
Men da den næste bil nærmede sig, trillede bilen forbi vinduet. Pedro Viloria nåede at opfatte, at der var noget galt med kvinden bag rattet.
- Det så ud til, at kvinden ikke længere trak vejret og lavede bevægelser, der fik hendes fod til at glide af bremsen, fortæller Pedro Viloria til NBC Miami.
Udover kvinden bag rattet sad der to børn i bilen, og ifølge Pedro Viloria skreg de "Mor, mor stop det, hvad laver du".
På restaurantens overvågningsvideo kan man se, at Pedro Viloria roterer en enkelt gang rundt om sig selv og tager derefter en hurtigt beslutning. Han hopper behændigt ud af vinduet og sætter efter den kørende bil.
- Jeg tænkte, at hvis disse børn mister deres mor i dag, ville det være tragisk, fortæller Pedro Viloria.
En brandmand, som var gæst i restauranten, opfattede også hurtigt situationen, og sammen med Pedro Viloria fik han stoppet bilen.
- Pedro er en fremragende medarbejder, så det overraskede mig ikke, at han straks sprang gennem et vindue for at hjælpe med at redde kvinden, siger Alex Menendez, ejer af McDonald's restauranten, til NBC Miami.
Kvinden blev kørt til hospitalet. Det vides ikke, hvad der skete i bilen, og hvordan kvinden har det.