Var mandag en varm dag for dig, så skal du forberede dig på mere varme.
Mandag ramte temperaturen 26,5 grader i Esbjerg, hvilket gør dagen til den foreløbig varmeste i år. Men der bliver skruet ekstra op for sommervejret.
- De kommende dage stiger temperaturerne langsomt. Det betyder, at når vi kommer frem til lørdag, så er der udsigt til 30 grader - nogle steder måske endda lidt over, siger vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Klaus Larsen, tirsdag morgen til Newsbreak.dk.
Samtidig er der tilsyneladende mulighed for regn på lørdag. DMI spår, at der allerede torsdag kan komme en smule nedbør.
- Der skal nok komme noget vand. Men hvor meget og hvor lidt er svært at sige. Eller rettere: Det bliver nok ikke så meget. Og det kan falde meget lokalt. Men langtidsprognoserne viser, at der kan komme mere i den kommende uge, fortæller vagtchefen til Newsbreak.dk.
De seneste mange uger har været præget af usædvanligt tørt og lunt vejr.
Ifølge DMI har maj og juni været så tørre, at de to måneder indtil nu kun har kastet 14,1 millimeter regn af sig på landsplan.
Normalen for maj og juni lyder på 111,6 millimeter.
Den udeblevne regn betyder, at naturen er tør, og at brandfaren mange steder er høj. DMI satte i weekenden det landsdækkende tørkeindeks op på 10,0 - det er det højeste niveau på skalaen.
Så højt har det ikke været siden den historisk varme sommer i 2018, hvor det landsdækkende tørkeindeks ramte 10,0 i juli måned.