- Nu går det snart galt.
Sådan tænker Benjamin Saul, imens han kører bag en varevogn på E45 ved Stilling, der er begyndt at slingre mellem vognbanerne.
- Han var også ved at køre ind i siden på mig, fordi han slingrede, så jeg prøvede at holde lidt afstand, siger Benjamin Saul, der fangede hele episoden med sin bils dashcam. Det skriver TV2 Østjylland.
Omkring tre kilometer senere brager varevognen med høj fart op i en campingvogn og den bil, der trækker den. Bilen bliver skubbet hårdt ud i autoværnet og vragdele flyver af både bil og campingvogn.
Han er vidne til en alvorlig ulykke og trækker straks ind til siden for at vurdere, hvor slemt det står til.
Ulykken mellem varevognen og campingvognen er langt fra enestående.
Faktisk er et erhvervskøretøj involveret i hver tredje dødsulykke på vejene. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik fra perioden 2019 til 2023.
Ifølge Jakob Bøving Arendt, som er administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik, er det særligt uopmærksomhed og manglende orienteringer i trafikken, der er skyld i de mange ulykker.
- Mange sidder og kigger på deres mobiltelefon, nogle sidder og spiser, nogle roder med GPS'en og andre kigger på deres ordresedler, mens de kører bil, siger direktøren.
En ny undersøgelse blandt 1002 varebilschauffører viser også, at 45 procent af chauffører i håndværkerbiler og varevogne ofte eller meget ofte er uopmærksomme bag rattet.
I Region Midtjylland er tallet endnu højere – her svarer næsten halvdelen, at de regelmæssigt mister koncentrationen under kørslen.
- Når en varebil først er involveret i en ulykke, så bliver ulykken mere voldsom, fordi de er meget tungere end for eksempel en Fiat 500, siger Jakob Bøving Arendt.
Han peger samtidig på, at det høje antal ulykker også kan hænge sammen med, at erhvervskøretøjer tilbagelægger mange kilometer på vejene.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand indledt en ny kampagne, der skal nedbringe antallet af trafikulykker blandt erhvervskøretøjer.
- Vi opfordrer arbejdsgivere til at tage ansvar for trafiksikkerheden. Så vi foreslår, at man har noget så kedeligt som en trafiksikkerhedspolitik – fordi vi ved, at det virker, siger direktøren.
Da Benjamin Saul bremsede hårdt op efter ulykken på E45, trak han straks ind til siden og ringede til alarmcentralen.
- Der var et ægtepar i bilen med campingvognen – konen græd, og varebilschaufføren virkede til at være i chok, men efter min vurdering var der ingen, der kom alvorligt til skade, siger Benjamin Saul, der først forlod ulykkesstedet en time senere, da politiet var ankommet og havde alle nødvendige oplysninger.
For at forebygge uheld som det, Benjamin Saul var vidne til, har Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand udviklet en 'Kør Sikkert-guide', der skal hjælpe virksomheder med at tage ansvar for chaufførernes kørsel.
Det indebærer blandt andet råd som, at virksomheden skaber "så få distraktorer som muligt for jeres chauffører under kørslen".
TV2 ØSTJYLLAND