Må en chef fyre en medarbejder, som afviser at tage relevant efteruddannelse?
Det spørgsmål har Avisen.dk stillet til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og fire danskere.
Klik på videoen oven over for at se, hvad Troels Lund Poulsen svarer.
Spørgsmålet hænger sammen med, at portører i øjeblikket strejker på Sjælland. Årsagen til strejken er, at Region Sjælland truer med at fyre 20 portører, der ikke vil tage en uddannelse til serviceassistent.
Spørgsmålet hænger også sammen med, at regeringen netop fra et ekspertudvalg har fået forslag til, hvordan man kan få mange flere voksne til at uddanne sig. En af måderne kunne være at gøre det - ikke bare til en ret - men en pligt for lønmodtagerne at uddanne sig gennem hele livet. En pligt der kan blive fulgt op af sanktioner - eksempelvis en fyring.
Ved at klikke på fotoet ovenfor, kan du se, hvad Troels Lund Poulsen svarer på spørgsmålet:
Må en chef fyre en medarbejder, som afviser at tage relevant efteruddannelse?
Her nedenfor kan du se, hvad fire danskere siger.

John Weichel:
Har du været på efteruddannelse inden for det seneste år?
Nej.
Har du behov for efteruddannelse?
Nej, i min alder er det lige meget.
Må en arbejdsgiver fyre folk, der ikke vil tage efteruddannelse?
Nej! Chefer må sgu' da ikke fyre folk, som ikke vil kursus. Den slags fyringer bør være ulovlig!

Sonja Gisladóttir
Har du været på efteruddannelse inden for det seneste år?
Ja.
Har du behov for efteruddannelse?
Ja. Det har alle da.
Må en arbejdsgiver fyre folk, der ikke vil tage efteruddannelse?
Nej, efteruddannelse skal være noget, man ønsker. Ikke noget man får pålagt.
Martin Jakobsen
Har du været på efteruddannelse inden for det seneste år?
Nej.
Har du behov for efteruddannelse?
Nej, det tror jeg ikke.
Må en arbejdsgiver fyre folk, der ikke vil tage efteruddannelse?
Nej. Uddannelse er noget, som den enkelte skal føle er relevant. Det er ikke noget, man skal have trukket ned over hovedet.

Monica Long
Har du været på efteruddannelse inden for det seneste år?
Nej.
Har du behov for efteruddannelse?
Ja. Man har da altid behov for at blive bedre til sit job.
Må en arbejdsgiver fyre folk, der ikke vil tage efteruddannelse?
Det er et heftigt spørgsmål. På den ene side skal man jo tage efteruddannelse, fordi man føler sig motiveret for det og kan se meningen med det. På den anden side har man jo også som ansat en pligt til at følge med i sit fag og holde sig opgraderet. Alt i alt er mit svar: Nej.