Siden Coop i januar besluttede, at lukke og slukke for alle Irma-butikker efter 137 års supermarkedshistorie, har en hel bevægelse af Irma-fans været på barrikaderne.
De har blandt andet gennem Facebook-gruppen "Bevar Irma" forgæves kæmpet med næb og klør for, at få Coop til at ændre beslutningen.
En af dem som ikke har kæmpet for Irma er serieinvestoren Birgit Aaby. Hun ville nok næppe sætte sine ben i Irma.
Det siger hun i et interview med B.T. om hendes indkøbsvaner. Hun handlede nemlig stort set aldrig i Irma.
- Jeg tror, at jeg måske har sat mine ben der fire gange i mit liv.
- Jeg synes bare, at det er så opreklameret og latterligt at gå ind og give det dobbelte for noget, som man kan få billigere et andet sted, siger 55-årige Birgit Aaby til B.T.
Hun fortæller at hun "kan rigtig godt lide Rema 1000".
- Jeg kan da godt gå andre steder hen, men Rema er den, jeg handler mest i, siger hun og kalder det for "en nærværs butik".
Birgit Aaby blev kendt af de danske tv-seere, da hun fra 2015 til 2018 var en af investorerne i de tre første sæsoner af det populære DR-program "Løvens Hule".
Her investerede hun i den bedste sendetid sammen med Jesper Buch, Tommy Ahlers, Christian Stadil og nu afdøde Ilse Jacobsen i en række iværksættere og deres forretningsideér.
Birgit Aaby er iværksætter, stifter af Combi Service og tidligere administrerende direktør i Lyngby Boldklub. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)