Natten til lørdag skete der noget på intensivafdelingen på Rigshospitalet i København, der gjorde den 27-årige sygeplejerske Annemette Falck varm om hjertet.
Et par af hendes kollegaer riggede en æresport til foran en af stuerne, hvor en ældre mand var indlagt. Manden var nemlig i den kedelige situation, at han var indlagt på sin guldbryllupsdag. En dag, som han skulle have fejret sammen med sin højtelskede kone og hele familien derhjemme.
Sygeplejerskerne fik så meget medlidenhed med den ældre mand, at de tog sagen i deres egne hænder. Med lidt kreativ snilde, ’overlevelsestæpper’, affaldsposer og en god mængde papir blev en æresport til.
- Jeg er så stolt af at være en del af en gruppe mennesker, der til trods for et massivt arbejdspres, store nedskæringer og besparelser på hospitalerne stadig formår at finde overskud til at sætte patienten i centrum og gøre noget for ham og hans hustru, fortæller Annemette Falck til Avisen.dk.
- Vil give patienterne deres liv tilbage
- Da jeg midt i min nattevagt var i fuld gang med at modtage en ny patient og så, hvad mine kollegaer var i gang med, blev jeg utrolig rørt. Det er så smuk en tanke, og jeg kan ikke andet end at blive stolt af at være en del af den afdeling, der stadig vægter de bløde, menneskelige værdier højt. For i sidste ende er det derfor, vi gør det. Vi vil gerne give vores patienter deres liv tilbage, fortæller hun.
Annemette Falck lagde billederne af kollegaerne og æresporten op på Facebook, da hun havde overstået sin nattevagt. Lørdag eftermiddag havde opslaget fået næsten 5.000 interaktioner, mens over 300 havde delt det.
Hun havde ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at det ville nå så langt ud.
- Jeg valgte bevidst ikke at gøre mit opslag til et politisk statement, da det ikke var det, det handlede om. Det er omsorgen, der er i fokus, og det synes jeg er helt fantastisk. Det er svært ikke at blive rørt, når man ser så meget næstekærlighed, lyder det fra Annemette Falck.
Den 27-årige sygeplejerske har endnu ikke hørt, hvordan æresporten blev taget imod af guldbryllupsparret selv. Men hun er spændt på at høre fortsættelsen.
Facebook-opslaget