EM-holdet 1992, Bjarne Riis, håndbold-herrerne og Jonas Vingegaard. Alle er de blevet fejret og hyldet på Københavns Rådhus, når de er vendt hjem til Danmark efter en stor sportspræstation. Denne gang er det Andreas Mogensens tur.
Det sker på fredag den 3. maj fra klokken 15.00 til 16.00, hvor der naturligvis diskes op med de berømte rådhuspandekager. Det skriver Københavns Rådhus i en pressemeddelelse.
- Andreas Mogensen er en kæmpe rockstjerne. Hvem havde troet, at vi ville få en dansker i rummet? Jeg har fulgt missionen med både beundring og fascination. Jeg håber, hans bedrift giver kæmpe medvind til naturvidenskaben og inspirerer børn og unge til selv at sigte mod stjernerne. Andreas Mogensen er ovenikøbet født i København, så jeg glæder mig utrolig meget til at hylde ham på Rådhuset for den enestående bedrift, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
- Det er en herlig tradition, at vi hylder de danskere, der har gjort noget ekstraordinært og imponerende, på Københavns Rådhus. Det må man i den grad sige, at Andreas Mogensen er lykkedes med. Hans mission og de danske forsøg ombord på Den Internationale Rumstation er en stor sejr for dansk forskning, som er med til at sætte Danmark på verdenskortet som en lille, men stærk rumnation, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Andreas Mogensen har tilbragt næsten 200 dage på Den Internationale Rumstation, ISS. På den seks måneder lange mission gennemførte Andreas Mogensen flere aktiviteter og forsøg, ligesom han fik rollen som commander af rumstationen.
Andreas Mogensen er både den første og hidtil eneste dansker, der har været i rummet. Missionen, som Andreas Mogensen er vendt hjem fra, var hans anden mission i rummet.