SVT har fremrykket transmissionen og taget hul på tre uger med elg-tv fra Sverige.
Transmissioner med livebilleder af dyr er populært.
For år tilbage havde JydskeVestkysten succes med live-tv fra en storkerede i Ribe, og i disse år får blandt andet videobilleder med danske ulve folk til at klistre til skærmen.
I Sverige har tv-stationen SVT netop taget hul på den sjette sæson med live-tv fra elgenes årlige vandring.
"Den Stora Älgvandringen", som den hedder.
Vandringen sker hvert forår, og det er populært tv for svenskere og andre dyreinteresserede.
Første gang, der live-transmitteret var i 2019. Her fulgte en halv million de vandrende elge. Sidste år var seertallet oppe på vilde ni millioner.
SVT har placeret mindst 30 kameraer på en rute, hvor elgene går fra deres vinterområder i det nordlige Sverige til sommerområderne.
Elg-transmissionen finder du på hjemmesiden svtplay.se.