Et nyt område med en stor samling af kendte kæmpebutikker, en såkaldt retailpark, bliver ikke klar som planlagt.
Det skriver JydskeVestkysten.
Åbningen af de første butikker var oprindeligt planlagt at ske inden udgangen af 2026, men udarbejdelsen af lokalplan og miljøvurdering er skredet, så tidsplanen nu er rykket med mindst et halvt år, skriver avisen.
Retailparken, som bærer navnet Retail Park Grindsted, skal ligge på Vejle Landevej ved Grindsted og bliver med sine 160.000 kvadratmeter det største butiksområde i Danmark.
Her vil der åbne blandt andet kædebutikker som Jysk, Elgiganten og Sport 24.
Over en tredjedel af arealet er planlagt til butikker, som hver især skal være minimum 500 kvadratmeter store.
Udover nye butikker er det også planen, at en ny dagligvarebutik på minimum 2800 kvadratmeter skal åbne i retailparken.
I en pressemeddelelse fra august sidste år kan man ellers læse, at etableringen af området er i fuld sving. Således skriver Billund Kommune, "at opførelsen af de første 17.000 kvadratmeter butikslokaler er påbegyndt".