Danmark var i går vært for et topmøde, der skulle sparke investeringer i skolegang ude i verdens fattige lande i gang. Det lykkedes over alle forventninger.
Donorlande lovede tilsammen over 8 milliarder kroner til en fornyet indsats de kommende år.
Værtslandet stod forrest i den gavmilde kø og har lovet en milliard kroner over tre år. Danmark er således den tredjestørste donor til grundskole gennem et internationalt samarbejde.
Minister glad
Ikke uvigtigt lovede modtagerlande, fra hvem 27 undervisningsministre var mødt op, at øge deres egne udgifter til grundskole med andre 10 milliarder kroner. Private organisationer vil også øge deres indsats.
”Millioner af børn rundt om i verden går i skole uden at lære at læse, fordi der mangler bøger, lærerne er dårligt uddannede, og der er for mange elever i klassen. Det er en stor udfordring at sikre den kvalitet i undervisningen, der gør det muligt for børnene at klare sig efter endt skolegang,” sagde udviklingsminister Christian Friis Bach.
Internationalt er der et krav om, at et fattigt land skal afsætte mindst 10 procent af sit nationalbudget til uddannelse for at kunne modtage hjælp fra udlandet. En del meget fattige lande er over denne tærskel.
For Christian Friis Bach betyder det, at disse lande viser, at regeringerne virkelig mener undervisning af deres børn alvorligt.
Globalt partnerskab
Danmark var vært for topmødet i Global Partnership for Education sammen med andre rige lande. Ved konferencen var millioner af små piger og drenges fremtid på spil. Mængden af donationer til netop grundskole har været faldende. Udkommet af konferencen har derfor været imødeset med en vis nervøsitet.
Men i perioden 2012-14 vil ekstra 25 millioner børn nu opleve en første skoledag og forhåbentlig mange flere. Til at modtage dem vil partnerskabet uddanne 600.000 nye lærere, og skoler skal bygges.
Effekten af alle disse mange børn, der snart vil kunne læse og skrive, er massiv. Beregningerne viser, at 350.000 færre børn og 14.000 unge mødre vil dø som følge af uvidenhed.