Den danske medicinalgigant Novo Nordisk forlænger mandag eftermiddag aktienedturen ved at falde for niende børsdag i træk.
Det er en realitet, efter at fondsbørsen lukkede for handel klokken 17.
Siden Novo-aktien toppede i juni sidste år, er værdien af den blevet mere end halveret, og man skal nu to år tilbage for at finde et lignende niveau.
Selskabet er dermed også en del af forklaringen på, at C25-indekset, som består af de 25 mest omsatte danske aktier, er faldet til sit laveste niveau siden november 2023.
Samtlige aktier i indekset, der også tæller selskaber som Mærsk, Vestas, Ørsted og Danske Bank, er mandag i rødt, hvilket har resulteret i en samlet nedtur på 2,2 procent.
Investorernes reaktion er et direkte resultat af de toldtrusler, der de seneste måneder er kommet fra USA's præsident, Donald Trump. Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.
- Aktierne reagerer utroligt negativt i øjeblikket, som følge af den gengældelsestold Trump har annonceret vil komme fra 2. april, siger han.
- Det er noget, der sender forstyrrelser ind på markedet, fordi man ikke ved, hvordan den her told kommer til at påvirke virksomhederne.
C25-indekset toppede i september sidste år, men er siden gået baglæns med knap 18 procent.
Jacob Pedersen forventer at blive klogere på de konkrete toldtrusler fra USA, når Donald Trump forventeligt præsenterer en mere konkret plan på onsdag.
- Det kan enten skabe endnu mere nervøsitet eller det modsatte. Men det vigtigste er, at vi får noget klarhed, så virksomhederne ved, hvad det er for nogle spilleregler, de skal spille efter i den næste periode.
- Indtil vi har det, er der en risiko for, at investorerne bliver ved med agere nervøst, siger han.
På forhånd har Trump varslet, at EU rammes af en told på 25 procent på biler, der eksporteres til USA, samt på stål og aluminium.
Samtidig har han indikeret, at EU kan rammes med en generel forhøjelse af told på alle varer.
/ritzau/