Den tidligere mangeårige tv-vært Jes Dorph-Petersen kæmper videre for at få knap to millioner kroner i erstatning af advokat Yvonne Frederiksen.
Han anker Østre Landsrets dom, der for to uger siden konkluderede, at advokaten ikke skulle betale erstatning.
Det oplyser Jes Dorph-Petersen på Facebook mandag.
- En hel del medier har rettet henvendelse til mig de seneste dage.
- I forlængelse heraf kan jeg oplyse alle, at jeg i fredags ankede Østre Landsrets dom i sagen mod advokat Yvonne Frederiksen til Højesteret, skriver han i opslaget.
Yvonne Frederiksen foretog i 2020 den MeToo-undersøgelse fra TV 2, som førte til, at Jes Dorph-Petersen blev fyret fra Nordisk Film TV, som producerede programmet "Go' aften Live" for TV 2.
Jes Dorph-Petersen mener, at advokatens undersøgelse ikke blev udført korrekt, og at grundlaget for fyringen ikke var i orden.
Landsretten konkluderede dog, at advokaten ikke handlede ansvarspådragende. Derfor blev hun frifundet for Jes Dorph-Petersens krav.
Højesteret skal også behandle en anden sag i relation til undersøgelsen.
Den handler om, at Yvonne Frederiksen har fået en bøde af Advokatnævnet for i forbindelse med undersøgelsen ikke at have ageret i overensstemmelse med god advokatskik.
Advokatundersøgelsen havde til hensigt at afdække krænkelser på arbejdspladsen, og i den forbindelse henvendte to tidligere praktikanter sig.
De fortalte om episoder i henholdsvis 2001 og 2003, hvor Jes Dorph-Petersen ifølge dem havde opført sig krænkende. Kvinderne medvirkede desuden i en tv-dokumentar med titlen "MeToo: Sexisme bag skærmen" fra efteråret 2021.
Dorph er uenig i kvindernes udlægning af, hvad der foregik dengang.
I sit facebookopslag om anken skriver Dorph, at han ikke har yderligere kommentarer for nuværende.
/ritzau/