Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal fredag mødes med repræsentanter fra "en mindre gruppe af lande", der har meldt sig klar til at bidrage til en udenlandsk koalition i Ukraine.
Det oplyser Zelenskyj på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det fremgår dog foreløbig ikke, hvilke lande der er tale om.
Storbritannien og Frankrig er gået forrest med idéen om at sende udenlandske styrker til Ukraine som led i en fredsbevarende mission.
Emnet var blandt andet på dagsordenen under et topmøde i den franske hovedstad, Paris, i sidste uge, hvor 27 stats- og regeringschefer samt Natos generalsekretær var blandt de inviterede.
- Den tryghedsskabende styrke er et britisk-fransk forslag, som Ukraine har bedt om, sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, efter mødet.
Det er uklart, hvor mange lande der støtter op om en fredsbevarende mission, og topmødet i Paris gav ikke offentligheden klarhed over det.
- Der vil komme en tryghedsskabende styrke med flere europæiske lande, som vil blive indsat i Ukraine, sagde Macron blot.
Danmark er blandt de lande, der er åbne for at bidrage, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) efter topmødet.
- Fra den danske regerings side har vi sagt, at vi har et åbent sind i forhold til det her. Det har vi også sagt hjemme i Folketinget. Og vi overvejer selvfølgelig, hvordan vi konkret kan bidrage, sagde hun.
Samtidig understregede statsministeren, at danske og andre europæiske soldater ikke vil skulle udsendes til Ukraine for at kæmpe mod Rusland.
Spørgsmålet om en fredsbevarende styrke blev diskuteret efter længere tids forsøg på at nå en våbenhvile aftale mellem Rusland og Ukraine.
Tirsdag i sidste uge oplyste Det Hvide Hus, at USA havde indgået separate aftaler med Ukraine og Rusland.
Den ene aftale skulle sikre sejladsen i Sortehavet. Den anden skulle sørge for, at parterne ikke angriber hinandens energiinfrastruktur.
Men både Rusland og Ukraine har siden beskyldt hinanden for at bryde aftalen om beskyttelse af energimålene.
/ritzau/