Der findes et hav af grønne klimavalg – og så findes der de kulsorte.
Majestætens traditionelle juleferie i London, må høre til i den sidste kategori. Ikke kun af klimamæssige årsager, men også fordi de på alle måder er helt sort, at få kørt en bil mange tusinde kilometer igennem Europa, for at holde ferie.
Ikke desto mindre kan HER&NU afsløre, at dronningen, da hun tidligere på måneden var på sin årlige juletur til den engelske hovedstad, netop fik kørt sin bil derover.
Det drejer sig om en Audi A8, som til daglig fragter dronningen rundt i riget med nummerpladen ”Krone 10”. Helt så opsigtsvækkende var den dog ikke i Londons gader, hvor den bare var udstyret med en almindelig dansk nummerplade.
Ugebladet beretter at dronningen selv fløj til London, mens hendes chauffør måtte tilbagelægge de godt 2600 kilometer frem og tilbage på landevejene.
Margrethes årlige tur til London varede i år 10 dage, og det er angiveligt derfor, at bilen skulle med. Ifølge ugebladet ville dronningen ikke ulejlige den danske ambassade, som ellers normalt stiller et køretøj til rådighed ved sådanne besøg, med at låne en bil i så mange dage.
Dronningen ville altså heller ikke ulejlige et engelsk biludlejningsfirma med at leje en bil under sit ophold.
Det er ikke første gang, at dronningens valg af transportmidler er under luppen. For få uger siden skrev HER&NU, hvordan dronningen var fløjet i helikopter til Moesgaard museum ved Aarhus i forbindelse med åbningen af en udstilling. Samtidig var en kronebil kørt fra København til Aarhus blot for at køre dronningen omtrent 50 meter fra helikopteren til hovedindgangen på museet.