Caroline Wozniacki fandt aldrig rigtig rytmen i sin kamp mod Maria Sharapova i tredje runde ved Australian Open.
Sådan lyder analysen fra danskeren efter nederlaget tidligt fredag morgen dansk tid.
- Hun spillede aggressivt, og jeg fik ikke rigtig rytmen ind i spillet på samme måde som i de første kampe, siger hun.
Wozniacki tabte kampen med cifrene 4-6, 6-4, 3-6. Danskeren havde i flere perioder af kampen overtaget, men Sharapova spillede bedst i de afgørende situationer, medgiver Wozniacki.
- Det er marginalerne, der afgør det. Jeg kæmpede, hvad jeg kunne. Det var ikke nok i dag, siger den danske tennisstjerne.
Det var særligt russerens serv, der gjorde udslaget, mener Wozniacki.
- Hun servede bedre, end hun har gjort i lang tid. Hun fik mange andenserver meget tæt på linjerne, og det har tidligere været et problem for hende. Det var det ikke i dag, siger hun.
Danskeren formåede at vinde andet sæt, og de to fulgtes ad i store dele af kampen.
- Vi spillede begge bedre i tredje sæt. Det var et par bolde her og der, der gjorde udslaget.
Caroline Wozniacki var i Melbourne som forsvarende mester. Titlen ved Australian Open i 2018 var hendes første grand slam-triumf.
Med sejren skal Maria Sharapova nu begynde forberedelserne til ottendedelsfinalen. Her venter australieren Ashleigh Barty, der nogle timer tidligere besejrede Maria Sakkari fra Grækenland i to sæt.
Kampen fredag var 11. gang, Wozniacki og Sharapova stod over for hinanden. Russeren har med dagens kamp vundet syv af de opgør.
/ritzau/