Den ligner den gigantiske Mercedes G-klasse, som har været en tur i en kogevask og skrumpet til halv størrelse. For Suzukis lille Jimny, som Avisen.dk testede for nyligt, har eksakt samme linjer, som den megadyre retro-Mercedes, men koster en brøkdel.
Vi testede den dyreste variant, som hedder Adventure, og her får man foruden det store omfattende standardudstyr også læderrat, navigation, klimaanlæg, LED-forlygter, touchscreen-infotainment, varme i sidespejle og meget mere. Prisen ligger lige over den kvarte million, og er den lille skovtrold så det værd?
Umuligt bagagerum
Både og. For den har en charme, som er svært at sætte pris på. Den er en yderst terrængående bil, som ikke er bange for mudder, knæhøje vandløb og stejle bakker. For den kommer med en rigtig firehjulstrækker-opbygning med stiv ramme, reduktionsgear, firehjulstræk etc.
Så den kan meget mere end de større og blødere SUV's, som fylder de danske veje.
Til gengæld kan man ikke fragte noget, som er bredere end 20 cm. i det stort set ikke eksisterende bagagerum, så må man lægge et eller begge af bagsæderne ned.
Den larmer også lidt, og ved motorvejskørsel skal man skrue en del op for radioen for at overdøve motoren. De første Suzukier, man husker tilbage fra 1980'erne og 90'erne de såkaldte 4x4 Samurai, var ofte i cabriolet, og hvem har ikke prøvet at køre en sådan på Mallorca, Kreta eller andre feriedestinationer, hvor de var uhyre populære som udlejningsbiler?
Den nye generation af Jimny kommer dog ikke i åben version (endnu), men er også utrolig charmerende og sælger godt trods nævnte begrænsninger.
Hvorfor?
Fordi du har brug for at komme frem i terrænet i en billig firehjulstrækker (fra 230- 255.000 kr.), og du har et lille smil på læben, hver gang du sætter dig ind i bilen.
Hvorfor ikke?
Fordi, du bliver træt af at lægge sæderne ned, når du skal have en indkøbspose ind bagi, og gerne vil høre radio og ikke motor, når du kører på motorvej.
Bagfra er den sej med sit store reservehjul påmonyeret den sidehængslede bagklap. Foto: Per Kuskner
- Hej storebror... Det er tydeligt, hvor designerne har skævet hen, da de tegnede Jimny i den nye generation. Mercedes-G-klasse koster i øvrigt fra 2 mio. og opefter. Foto: Per Kuskner
Ude i terrænet går det strygende, da Jimnyen har standard
Firehjulstræk med reduktionsgear, LSD Traction Control,
Hill Hold og Hill Descent Foto: Per Kuskner
- Næ, den går ikke. Bagagerummet eksisterer knapt nok. Foto: Per Kuskner
Så må man lægge bagsædet/sæderne ned. Foto: Per Kuskner
Interiøret fungerer godt, infotainmentet logisk opbygget og ikke for meget hård plast. Foto: Per Kuskner
All Grip siger den på bagsmækken, og det er korrekt. Den kører sjældent fast. Foto: Per Kuskner
LED-lygter kommer i den lidt dyrere udgave, som også har varme i sidespejlene. Foto: Per Kuskner