BALANCE I LØNUDVIKLINGEN mellem de private og offentlige lønmodtagere er et fælles og afgørende krav for de statsansatte ved forhandlingerne om nye offentlige overenskomster, OK18. Det sikrer nemlig både private virksomheders konkurrenceevne, og at der kan rekrutteres dygtige medarbejdere til den offentlige sektor, vi alle er afhængige af.

Den målsætning har vi i årevis været enig med arbejdsgiver om. Derfor har vi haft den såkaldte reguleringsordning, der i sin grundform netop sikrer en parallel lønudvikling.

Men siden overenskomsten i 2015 (OK15) har ordningen, reguleret skævt.

Meget forenklet kan man sige, at før OK15 betød ordningen, at haltede de offentlige lønninger efter de private, blev de reguleret op med 80 procent af forskellen. Og modsat: sakkede de private lønninger bagud (fx på grund af en finanskrise), så blev de offentlige lønninger reguleret ned med 80 procent af forskellen.

Ordningen regulerede altså ikke 1:1, men sikrede en reguleringsmekanisme i balance.

DEN BALANCE BLEV BRUDT ved OK15. Her insisterede Finansministeren på det såkaldte privatlønsværn. Det betyder, at hvis lønudviklingen blandt de offentligt ansatte i dag er højere end blandt de private, så reguleres vi med 100 procent af forskellen. Men sakker vi bagud, får vi kun 80 procent.

Årsagen til hele miseren er, at arbejdsgiveren ved OK15 påstod, at reguleringsordningen ikke fungerede, og at den offentlige lønudvikling løb fra den private. Privatlønsværnet var Finansministerens ufravigelige krav for at modvirke den påstående skævhed.

Det er aldrig klogt at rejse et meget komplekst og teknisk krav i ”11. time”, men det var præcis hvad arbejdsgiverne gjorde i 2015.

Lønmodtagerne indvilligede under forudsætning af, at påstanden om, at reguleringsordningen ikke virkede, skulle undersøges.

SIDEN HAR EN ANALYSE VIST, at det er faktuelt forkert, at reguleringsordningen ikke virker. Det er endda et fælles analysearbejde mellem arbejdsgiversiden i Moderniseringsstyrelsen og de offentligt ansatte i CFU, som har konkluderet dette (læs analysen her).

Analysen viser, at reguleringsordningen virker! Hvis vi ikke laver andre aftaler om den generelle lønudvikling ved forhandlingsbordet, virker den oven i købet hurtigt. Aftaler vi derimod højere eller lavere lønudvikling, end reguleringsordningen forudsiger, virker den langsommere. Men den virker.

Dermed skulle man jo tro, at den diskussion var overstået. Men nej.

Igen her ved OK18 mødes vi af samme sang om offentligt ansattes ’gæld’. Nogen kalder det lønfest. Andre løngab. Men budskabet er det samme: Offentligt ansatte tjener rigeligt i forhold til private. Derfor fastholder vores arbejdsgiver kravet om privatlønsværn og skævvridning af reguleringsordningen.

DET ER MIG UFORSTÅELIGT, at vi skal bruge tid på den diskussion igen, når den fælles analyse viser, at reguleringsordningen sikrer parallelitet i lønudviklingen.

Derfor har jeg heller ikke fantasi til at forestille mig en ny overenskomst, hvor reguleringsordningen skævvrides til fordel for arbejdsgiveren og til ugunst for de hundreder tusinde ansatte, som dagligt kæmper for at holde den offentlige sektor kørende.

VI ØNSKER EN MEKANISME, som sikrer, at der ikke opstår en varig ubalance i lønudviklingen mellem privat og offentlig. Men vi skal respektere at en sådanne mekanisme er ren teknik. Det er et værktøj, som er til fælles gavn. Derfor skal man lade være med at politisere ordningen og gøre den til en overenskomstmæssig kampplads.

Takket være det fælles analysearbejde er vi blevet klogere, end vi var i 2015. I dag ved vi, at aftalen om privatlønsværnet fra 2015 er indgået på et faktuelt forkert grundlag. Derfor skal den selvfølgelig af erstattes igen af den reguleringsordning, embedsmænd fra både arbejdsgiver og lønmodtagersiden har vist, sikrer en balanceret lønudvikling eller en tilsvarende mekanisme, der sikrer at offentlige og private lønninger følges nogenlunde ad.

SÅ KÆRE SOPHIE LØHDE og kære Moderniseringsstyrelse – bryd nu ud af de finansministerielle lænker og gå til forhandlingsbordet som en arbejdsgivermodpart med et oprigtigt ønske om at fremtidssikre staten som en attraktiv arbejdsplads.

Så vil I til gengæld møde en arbejdstagerpart, der – igen – er klar at tage medansvar for både at sikre en fair lønudvikling for vores medlemmer og den balance på det danske arbejdsmarked, der har været både private og offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere til gavn i så mange år.
Vi er klar – er I?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.