Planen om i dag at få en enhedsledelse for palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden er udsat. De stridende parter Hamas og Fatah kan alligevel ikke blive enige om en fælles regering og premierminister.
Islamitiske Hamas overtog med magt kontrollende med Gaza i 2007 efter et valg året før, som Fatah ikke ville anerkende. Siden har de to grupperinger ikke tålt hinanden og sågar bekæmpet hinanden.
I april, under indflydelse af oprøret overalt i Mellemøsten blev de to stridende parter enige om at oprette et teknokrat-styre uden partipolitikere. De gamle politikere er under pres fra en urolig ungdom.
Politik
Målet er et valg om et år. Israel har ikke været specielt positiv overfor udsoningen mellem parterne. Landet ønsker at Fatah fortsætter med at afvise samarbejde med Hamas, som Israel og andre anser for en terrororganisation.
Fatah har foreslået den uafhængige økonom Salam Fayyad, der for tiden er leder af regeringen på Vestbredden. Hamas siger nej, fordi de ser ham som samarbejdsvenlig overfor Israel i den massive blokade af Gaza.
I henhold til the Palestinian News Network vil Fayyad formentlig i dag afstå fra at lede samarbejdsregeringen, selv om hans selv har haft stor indflydelse på aftalen. Begge organisationer forsøger at få kontrol med styret.
[pagebreak]Blokaden
Israel har i fire år haft en særdeles stram økonomisk blokade af Gaza kørende. Kvælningen af Gaza har til formål at svække Hamas. Organisationen er nu ikke blevet svagere, men befolkningen lider svært.
En ny FN-rapport om tilstandene fortæller om 45,2 procents arbejdsløshed i 2010. Ikke nok med, at det er en af verdens højeste, men den vokser med tusinder hver måned. Økonomien er dårlig og fattigdommen stiger.
Den største arbejdsgiver i Gaza er faktisk Fatah-styret på Vestbredden. The New York Times rapporterer, at Fatah betaler 65.000 mennesker i Gaza for ikke at arbejde som protest imod valgresultatet. Hamas selv har 25.000 ansat.
Konvoj
Blokaden af Gaza bekymrer omverdenen, og endnu en tyrkisk konvoj på 10-15 skibe med nødhjælp til befolkningen står til søs i løbet af måneden. Sidste år angreb israelske elitesoldater et skib med nødhjælp. Ni aktivister blev dræbt. Israel sværger at ville stoppe de nye skibe.
Den voldsomme begivenhed medførte stor international kritik, og Israel måtte som konsekvens løsne en smule for blokaden. Den tyrkiske hjælpeorganisation bag konvojen er under pres fra Tyrkiske myndigheder for at udsætte begivenheden.
Brutal blokade
Den saudiarabiske engelsksprogede avis Arab News karakteriserer blokaden som umenneskelig. Flertallet i den palæstinensiske befolkning er dybt forarmede nu, blandt andet fordi lønninger er faldet med en tredjedel siden 2006, hedder det.
Fra flere sider kaldes blokaden af Gaza for verdens største fængsel. FNs nødhjælpsorganisation UNWRA skriver, at de har svært ved at se logikken i systematisk at forarme en hel befolkning.
Samtidig er Hamas ikke svækket eller blevet upopulære.