En yngre mand blev torsdag aften påkørt af et tog tæt på festivalen Tinderbox. Det bekræfter Fyns Politi overfor TV 2 Fyn.
Manden er fortsat i kritisk tilstand efter ulykken, som skete kort efter klokken 20. Pårørende til ham er blevet underrettet, oplyser politikredsen.
Det vides ikke, om manden var gæst ved festivalen, skriver TV 2 Fyn.
Den unge mand er ikke den eneste, som har forsøgt at krydse skinnerne torsdag. Derfor har Fyns Politi fredag sendt et opråb ud på det sociale medie X, hvor der opfordres til at lade være med at tage den farlige vej over banelegemet.
- Det er vanvittigt farligt at krydse sporene. Så uanset om turen over skinnerne er en genvej, skal man simpelthen lade være, siger Sunniva Pedersen-Reng, kommunikationskonsulent ved Fyns Politi til TV 2 Fyn.
Politikredsen har det seneste døgn modtaget talrige 112-opkald om personer, der har krydset skinnerne i nærheden af Tinderbox-festivalen. Tog har også måtte nødbremse for krydsende personer.
Tinderbox afvikles i Tusindårskoven i det sydvestlige Odense fra 27. til 29. juni.