Den 52-årige norske prinsesse Märtha Louise og hendes udkårne, Durek Verrett, 49, er godt i gang med bryllupsplanlægningen.
I sensommeren skal de give hinanden deres "ja" ved en flere dage lang fest i Norge, og nu løfter de lidt af sløret for, hvordan selve ceremonien kommer til at foregå.
Og det er bestemt ikke lige efter kirkebogen for de to spirituelle, som blandt andet mener, at de har mødt hinanden i et tidligere liv.
Derfor kommer deres spirituelle overbevisninger selvfølgelig til at skinne igennem, når de bliver smedet sammen.
Det sker blandt andet ved, at de skal vies af to forskellige præster - en traditionel og en spirituel. Det afslører prinsessen på instagram.
- Vi er så glade for at kunne meddele, at det er sognepræst Margit Lovise Holte, der den 31. august efter Den norske kirkes vielsesliturgi skal vie Durek og mig i Geiranger, skriver prinsessen og afslører, at der altså også vil være en spirituel præst til stede.
- Pastor Michael Beckwith vil også deltage i bryllupsceremonien med en hilsen. Det bliver en stor dag, som vi glæder os rigtig meget til, skriver Märtha Louise.
Michael Beckwith har grundlagt et spirituelt center i Californien.