Dagligvarekoncernen Coop sælger og lukker ikke kun en række fysiske butikker som led i en større økonomisk redningsplan.
For mens 19 butikker lukker og 35 sælges, så er det også slut med webshoppen coop.dk.
Den lukning står som en sidebemærkning i torsdagens pressemeddelelse fra Coop, skriver techmediet Meremobil.dk.
Som en del af oprydnings- og overlevelsesplanen vil webshoppen, som er tabsgivende, modtage sin sidste ordre i 2025.
LÆS OGSÅ: Disse 35 Coop-butikker sælges videre
LÆS OGSÅ: Disse 19 Coop-butikker lukker
Coop Appen, hvor der blandt andet er digital selvbetjening med Scan & Betal, fastholdes.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at der skal fokuseres på kerneforretningen, som vil være de fire kæder Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount.
Desuden oplyser koncernen, at der i øjeblikket pågår forhandlinger om salg af et yderligere antal butikker.