I tre år boede Poul Holm på gaden.
I dag er han medkoordinator for Dansk Flygtningehjælps indsamling i Vejle. Han forstår ikke dem, der siger, at man skal hjælpe folk i Danmark, før man hjælper folk ude i verden. Og han mener ikke, at man kan bruge danske hjemløse som grund til ikke at smide en mønt i indsamlingsbøssen.
- Det er en dårlig undskyldning, siger Poul Holm.
Han arbejder også frivilligt på KFUM's sociale cafe Parasollen, der er henvendt hjemløse og socialt udsatte. Og det er der ikke nogen modsætning i, for man kan sagtens hjælpe både flygtninge og hjemløse, hvis man spørger Poul Holm:
- Vi er stadig et rigt land. Selvom vi skal passe på vores egne, så burde folk nok have en 50’er i overskud til flygtninge ude i verden, siger Poul Holm.
"Det var edderbankeme koldt"
Poul Holm er ufaglært og har hele sit liv lavet lager- og fabriksarbejde. I sit arbejdslivs efterår blev han ramt af en arbejdsskade i fod og ankel, mens krisen ramte dansk økonomi. Poul Holm mistede sit job og gik på dagpenge samtidig med, at understøttelsesperioden blev sat ned fra fire til to år.
Poul Holm søgte over 300 stillinger. Han satte sig endda sammen med en ven og kørte rundt til forskellige virksomheder for at søge uopfordret. Lige lidt hjalp det. Poul Holm var over 60 år, så der var ikke noget arbejde at finde.
Da Poul Holm overgik til kontanthjælp, vidste han godt, at det så skidt ud. Han satte sig ned og regnede på det og fandt ud af, han ikke havde råd til at sidde i sin lejlighed længere.
- Derfor opmagasinerede jeg mine møbler og gik på gaden, fortæller Poul Holm.
Det gjorde han i tre år. 2012, 2013 og 2014.
- Det var jo ikke nogen fornøjelse. Om sommeren var det okay, men om vinteren var det edderbankeme koldt, siger Poul Holm.
Væk fra gaden
Poul Holms arbejdsskade blev med tiden værre. Han vidste godt, at det i længden ville give en nedslidning. Det blev dog arbejdsskaden, der reddede Poul Holm væk fra gaden.
Sidste år blev Poul Holm opereret og fik en protese. Det gjorde, at han blev berettiget til en handicapvenlig bolig, som hans socialrådgiver skrev ham op til.
- Og så kom jeg væk fra gaden, forklarer Poul Holm.
Samlede ind som hjemløs
Poul Holm har samlet ind til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling de sidste par år, hvilket betyder, at han startede, da han selv var hjemløs.
Hans arbejde har været så værdsat, at Dansk Flygtningehjælp sidste år spurgte, om han ikke ville være medkoordinator af indsamlingen i Vejle i år.
- Selvfølgelig ville jeg det, siger Poul Holm.
Foto: Angelina Owino
Han har inddraget arbejdet med de hjemløse i indsamlingen. Når folk skal afsted med indsamlingsbøssen i Vejle, har Poul Holm sørget for, at de mødes ved Cafe Parasollen. Det er her de får bøssen, og Poul Holm har også lige søgt om penge, så der er noget frugt til folk.
- Så jeg har travlt for tiden, forklarer Poul Holm.
Tavshedens blik
Poul Holm oplever ikke, at folk bliver sure på ham, fordi han hjælper Dansk Flygtningehjælp med at samle ind. Mestendels mødes han af smil, men nogle gange får han også, hvad han kalder "tavshedens blik".
- De smiler ikke, men kigger på mig med et tavshedens blik. Det kan man godt genkende, når man er i min alder. Så må man bare tænke "op i røven" og lade vedkommende gå videre, siger Poul Holm.
Han tror desværre, at mange har den holdning, at man skal sørge for at feje for egen dør, før man hjælper andre ude i verden. Han har oplevet et stort fokus på socialt udsatte i år, hvilket også sætter sit præg på danskerne.
Poul Holm ønsker også, at der bliver gjort mere for de hjemløse i Danmark, men det hænger ikke sammen med, at folk er på flugt ude i verden. Han synes, det er tragisk, hvis almindelige danskere ikke kan finde pengene til at hjælpe folk, der flygter fra krig.
- Vi ser jo i fjernsynet, at der er folk ude i verden, der lever for ingenting og er tæt på at dø. Det er mit argument, at dem bliver vi nødt til at hjælpe, og det er ærgerligt, hvis folk ikke vil være med, siger Poul Holm.
Men han holder sig heller ikke tilbage, når det gælder danske hjemløse. I Vejle holder de ofte til på højbanen, og Poul Holm køber tit en omgang kaffe eller en six-pack til dem, så de har til de næste timer.
- Det er ikke mig, de ikke får et skulderklap fra. Jeg mener godt, man kan være med begge steder og andre steder endnu, afslutter Poul Holm.