Hvis verden skal undgå større ulighed og utryghed, skal fagbevægelsen styrkes.
Og hvis mure skal nedbrydes, handelskrige undgås, og troen på fremtiden genoprettes, skal politikere rundt om på kloden samarbejde med fagbevægelsen i stedet for at modarbejde den.
Det var budskabet i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale, da han søndag eftermiddag åbnede den internationale fagbevægelses verdenskongres i Bella Centret i København.
- Verden forandrer sig. Men vi kan ændre den til det bedre. Historien har vist os, at samarbejde er langt bedre – for alle – end at udvide kløfter. Verden har ikke brug for mere splittelse. Vi behøver mere sammenhold, mere samarbejde og bæredygtige løsninger. På tværs af sektorer, lande og kontinenter, sagde han.
- Jeg håber, at den her verdenskongres vil skubbe udviklingen i den rigtige retning, fastslog Lars Løkke på ITUC-kongressen, hvor 1.100 faglige ledere fra 161 lande deltager.
Artiklen fortsætter under billedet
Lars Løkke på talerstolen ved kongressen. Foto: Gitte Redder/Avisen.dk
Bernie Sanders-agtig
I Danmark er han en borgerlig statsminister fra partiet Venstre, men i global sammenhæng fremstår Lars Løkke Rasmussen mere som en venstreorienteret socialdemokrat – en Bernie Sanders-type.
Når Lars Løkke overfor faglige ledere fra blandt andet USA, Indien og Bahrain taler om, at politikere og fagbevægelse sammen skal bygge en fremtid med gratis uddannelser og hospitalsvæsen for alle, fremstår han ræverød og ikke mørkeblå.
- Hvad nu, hvis vi kunne skabe en verden, hvor fagforeninger og arbejdsgivere arbejdede tæt sammen for at sikre den bedst mulige balance mellem rettigheder og pligter? Hvad nu hvis vi kunne skabe et samfund, hvor hver eneste borger havde en fair chance for at få succes uafhængigt at køn, race og oprindelsesland, sagde han.
- Hvad nu, hvis vi byggede en fremtid, hvor uddannelse og adgang til sundhed var gratis? Og hvor du havde adgang til et økonomisk og social støtte, hvis du mister dit job, bliver syg eller er handicappet?
Artiklen fortsætter under billedet
FTF-formand, Bente Sorgenfrey, LO-formand, Lizette Risgaard, og ITUC-generalsekretær Sharan Burrow var super tilfredse med Løkkes anerkendelse af fagbevægelsens rolle. Foto: Gitte Redder/Avisen.dk
Toget til fremtiden
- Hvad nu hvis vi tager konkrete skridt til at sikre, at ingen bliver ladt tilbage på perronen, når toget til fremtiden kører fra stationen, spurgte han.
Lars Løkke fremhævede, at det i dansk sammenhæng ikke er nye visioner. Men virkelighed for mange.
- I ånden af frihed og fællesskab har Danmark udviklet et af de mest avancerede velfærdsstater i historien. Og det har vi gjort ved at bygge broer. Til hinanden. Til verden. Til fremtiden, sagde Løkke og lovpriste den danske model.
- Danskerne er blandt de mest positive i EU, når de skal bedømme deres egen personlige job-situation. Da vores tekstilindustri ikke længere kunne klare sig i den internationale konkurrence, gav det os mulighed for at udvikle en tekstil-design-industri. Og da vores skibsværfter ikke længere var konkurrencedygtige, gav det os mulighed for at omskole vores værftsarbejdere til vindmølle-industrien, berettede han.
Generalsekretær Sharan Burrow, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og LO-formand, Lizette Risgaard. Foto: Gitte Redder/Avisen.dk
Men rundt omkring i verden føler mange mennesker sig værre stillet på grund af den globale udvikling, noterede han.
- For dem betyder globalisering usikre job. De føler, at prisen for international handel er så høj, at de ville foretrække det modsatte.
- Nye mure. Mere isolation. Mindre international samarbejde og solidaritet. Den udvikling er en trussel mod verden, sagde han.
Danmark har ifølge Lars Løkke bevist, at globalisering og jobsikkerhed kan gå hånd i hånd.
- Så i stedet for at vende ryggen til frihandel, er den rigtige løsning at få den til at fungere endnu bedre. Sikre at arbejdstagernes rettigheder og arbejdsvilkår bliver en del af vores aftaler i fremtiden, understregede han.
- Vi skal lave langsigtede reformer, der sikrer vækst og jobskabelse. Sikre en fair omfordeling af indkomster for at undgå splittelse. Sikre at mennesker føler tryghed, sagde han.
For at sikre det behøver man det lange perspektiv, pointerede han og henviste til, at i stedet for at forsimple problemerne skal der solide og langsigtede løsninger til.
Velsignet med fagforeninger
- Danmark er velsignet med fagforeninger, der har det perspektiv på tingene. I stedet for at blokere vejene, leder fagbevægelsen efter et spor ind i fremtiden – i erkendelse af at øget produktivitet er nøglen til en bedre lønudvikling, sagde han.
Og mens han kunne kigge ned på LO-formand, Lizette Risgaard, FTF-formand, Bente Sorgenfrey, 3F-formand, Per Christensen, Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, og andre topfolk fra dansk fagbevægelse takkede han for, at de tager ansvar ved at lave aftaler med arbejdsgivere og regering om efteruddannelse, erhvervsuddannelser og integration af flygtninge.
- I engagerer jer i at finde nye veje til at reagere på udfordringerne ved globalisering, sagde han og henviste til samarbejdet i det såkaldte Disruptionråd.
Rådet har været involveret i at udvikle nye politiske strategier – blandt andet i forhold til platformsøkonomi, digitalisering og innovation.
- Det har været muligt, fordi Danmark har en lang tradition for et tillidsfuldt samarbejde om arbejdsmarkedsspørgsmål. Og fordi vi alle insisterer på langsigtede løsninger.