Syge står til at miste op til 7.000 kroner hver måned i regeringens udspil til sygedagpengereform. Udspillet bryder løfterne i regeringsgrundlaget, siger Enhedslisten. Det skriver Fagbladet 3F.
Regeringen forhandler i øjeblikket om udspillet til reform af sygedagpenge, men det bliver uden Enhedslisten, der er ude med voldsom kritik. Især i forhold til varighedsbegrænsningen af sygedagpengene på nu højest 52 uger. Den har ramt mange sygedagpengemodtagere hårdt og har været et omstridt punkt.
- I regeringsgrundlaget lovede man at afskaffe varighedsbegrænsningen. Men i udspillet forkortes den fra de nuværende 52 uger til 26 uger og erstattes af en ny ydelse, der svarer til kontanthjælp. Det er en grov forringelse og ren nedskæring, siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen.
Forskellen på de nuværende sygedagpenge og den nye ydelse efter 26 uger er urimelig stor, mener Enhedslisten: 7.000 kroner om måneden for en enlig og 4.000 kroner for en forsørger. Nedskæringen vil ifølge ministeren ramme godt 9.000 personer.
- Det er urimeligt. Der er ingen saglige eller politiske grunde til ikke at indfri vores fælles valgløfter, og regeringen svigter regeringsgrundlaget, siger Finn Sørensen til Fagbladet 3F.
Kritikpunkterne er onsdag forelagt Beskæftigelsesministeriet, men det er ikke lykkedes at komme igennem til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for en kommentar.