Vestre Landsret i Viborg har i en ankesag slået fast, at en 31-årig håndværksmester skal otte måneder i fængsel for at have truet en 23-årig arbejdsdreng med en pistol for at få ham til at lave en falsk indberetning af moms, som skulle give mesteren 150.000 kroner i gevinst.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Ifølge dommen truede håndværksmesteren den 23-årige med at skyde hovedet af ham. Først stak han pistolen op under hagen på den 23-årige, og senere var pistolen rettet mod den 23-åriges ene ben.
Truslerne blev efterfølgende fulgt op på sms, skriver Horsens Folkeblad.
I den del af dommen, som håndværksmesteren ikke havde anket til landsretten, ligger også en straf for på en telefonsvarer at true en håndværker, og for at true en samarbejdspartner med et koben og verbale trusler om at skyde hovedet af ham med en pumpgun.
Han blev i byretten i Horsens frikendt for forsøg på at køre en samarbejdspartner ned og for hærværk mod dennes bil.
Håndværksmesteren er tidligere straffet for blandt andet vold, afpresning og forsøg på bedrageri, skriver avisen.