Den tropiske storm Idalia er mandag strøget forbi det vestlige Cuba og ventes at udvikle sig til en orkan på dets vej over Den Mexicanske Golf mod Florida.
Her har myndighederne bedt indbyggerne om at forberede sig på, at orkanen går i land onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Omkring 14 millioner indbyggere i Florida er omfattet af orkan- og stormvarsler.
Myndighederne i Florida advarer om, at Idalia kan medføre oversvømmelser, da den kraftige blæst kan presse havvand ind over de lavtliggende og kystnære landområder i Florida.
Varsler om kraftig blæst omfatter en stor del af Floridas kyst ud mod Den Mexicanske Golf - fra Sarasota i den sydvestlige del af delstaten over Tampa til Indian Pass i nord.
- Spænd sikkerhedsselen til denne her, lød det mandag fra Floridas guvernør, Ron DeSantis, på et pressemøde.
- Gør, hvad I skal gøre. I har stadig tid i dag. I har tid det meste af i morgen, sagde guvernøren, som henviste til, at stormen ventes at gå i land onsdag.
Mandag havde Cuba travlt med at evakuere sine indbyggere fra landets kystbyer og transportere dem længere ind i landet, da Idalia bevægede sig tæt forbi den vestlige del af øen.
Flere steder var der allerede mandag oversvømmelser efter flere dages kraftig regn.
- Vi har allerede haft regnvejr i to dage.
- Vi forsøger at forberede os (på stormen red.), men lige meget hvad vi gør, vil alt blive gennemblødt, sagde cubaneren Yadira Alvarez, da hun mandag gjorde klar til at lade sig evakuere med sine fem børn.
Inden Idalia rammer det sydlige USA, ventes flere amerikanske delstater at blive ramt af voldsom regn.
Tirsdag er der således udsigt til mellem 100 og 200 millimeter regn langs Floridas kyst ud mod Den Mexicanske Golf, i det sydøstlige Georgia og i de østlige dele af North Carolina og South Carolina.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters