Ritzau
Opdateret kl. 16:48
De statsansatte genoptager først samarbejdet med regeringen om tre projekter, når innovationsminister Sophie Løhde (V) sender helt nye signaler.
Det fastslår Flemming D. Vinther.
Han er formand for Hærens Konstabel- og Korporal Forening og formand for de offentligt ansatte i Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).
- Det er lidt for meget "Komiske Ali" over, at vi skal stå sammen med en arbejdsgiver, som vi ligger i åbenlys konflikt med, og så snakke om trivsel om samarbejde for vores medlemmer, siger Flemming D. Vinther.
De faglige organisationer har flere kritikpunkter. Men dråben, der fik bægeret til at løbe over, var, da to ministerier vil fjerne tre fridage - 24. og 31. december samt grundlovsdag 5. juni, forklarer han.
Den sag behandles som en faglig voldgift onsdag.
De statsansatte dropper tre projekter, som skal styrke samarbejdet centralt og lokalt, en indsats for et godt arbejdsmiljø og samarbejde og tillid. Projekterne er aftalt ved de to seneste overenskomster i 2013 og 2015.
Reaktionen kommer efter CFU's møde 20. december med Sophie Løhde (V). Det var ifølge CFU et "krisemøde", som de bad om i november under Claus Hjort Frederiksen (V) som finansminister.
- Det er et meget, meget tydeligt signal fra vores side til Sophie Løhde om, at der skal ændres attitude, siger Flemming D. Vinther.
- Ellers får vi overordentlig svært ved at finde nogle fælles løsninger på deres ønske om at modernisere den offentlige sektor.
De offentligt ansatte har købt "uendeligt små" lønstigninger ved de seneste tre overenskomster i 2011, 2013 og 2015, mener CFU's formand.
- Det er svært at tale store nye tanker om ny teknologi, når arbejdsgiveren samtidig udhuler de faglige organisationers grundlag, om at få oplysninger, når folk afskediges, siger Flemming D. Vinther.
/ritzau/