Uvisheden har hele tiden været det værste. Det fortæller Emilie Mengs biologiske far, Nicolai Skovgaard, til Se og Hør.
Ugebladet mødte Nicolai Skovgaard i forbindelse med fakkeltoget i Korsør til minde om den myrdede Emile Meng.
Han trøster sig ved, at familien ikke længere skal leve i uvished og håber nu på, at datterens morder bliver fundet.
- Det er godt, at politiet nu har nogle spor at gå efter. Så mit største ønske er, at de finder den eller de afstumpede personer, som har slået hende ihjel, siger Nicolai Skovgaard, der blev skilt fra Emilie Mengs mor, da Emilie var otte år.
Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag i en sø nær Borup - 60 kilometer fra Korsør Station, hvor hun tidligt om morgenen 10. juli sidste år sagde farvel til venner efter en tur i byen.
Uhyggelige sidste minutter
Nicolai Skovgaard tør næsten ikke tænke på, hvilke rædsler hans datter har været igennem.
- Det er uhyggeligt at tænke på, hvad hun måske har gennemgået de sidste minutter af sit liv, siger Nicolai Skovgaard til Se og Hør.
Ved fakkeltoget deltog omkring 2.500 mennesker, som gik fra Korsør Station ad den rute, som Emilie Meng må have gået.

Mindehøjtideligheden for Emilie Meng 29. december begyndte ved Korsør Station og sluttede med en mindeandagt i Skt. Povls Kirke, hvor Emilie Meng var kirkesanger.
Foto: Frederik Racher/Lind Foto/Scanpix
Ikke noget quickfix i sagen
Siden fundet af Emilie Mengs lig har politiet fået flere hundrede henvendelser med tip i sagen:
- Der er ikke noget quickfix i det her. Det er hårdt arbejde og målrettet fokusering på, at vi skal have stillet gerningsmanden til ansvar for den her modbydelige forbrydelse, sagde Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forleden.