Rikkemai Nielsen afviser nu, at hun nogensinde har givet sin tidligere mand, eks-fodboldspilleren Allan Nielsen, og hans hustru, den professionelle rytter Tina Lund, en bryllupsgave.
Det skriver BT.
Afvisningen kommer efter, at Tina Lund i TV3-programmet 'Til middag hos' fortalte de øvrige deltagere, Pernille Blume, Jakob Olrik og Jim Lyngvild, at hun og Allan Nielsen fik en tur til Los Angeles af eks-hustruen.
Tina Lunds historie gik på, at turen kun var til Allan Nielsen og børnene.
- Jeg synes, jeg havde givet mig fuldt ud og gjort så meget (i forhold til børnene, red.). Og så fik jeg en bryllupsgave, en stor planche, hvor alle vennerne var der, og gaven var en tur til Los Angeles - uden mig. Det var bryllupsgaven, fortalte Tina Lund ifølge BT til de andre gæster.
Tina Lund, som for nylig fik sit andet barn med Allan Nielsen, fortalte desuden, at hun opfattede gaven som et signal fra Rikkemai Nielsen om, at børnene skulle have kvalitetstid med deres far.
BT har via TV3's presseafdeling forholdt Tina Lund Rikkemai Nielsens oplysninger, men Tina Lund har ikke ønsket at udtale sig, skriver avisen.

Allan Nielsens eks-hustru, Rikkemai Nielsen, afviser, at hun gav Tina Lund og Allan Nielsen en bryllupsgave. Foto: Morten Germund/Scanpix/arkiv