Gardinerne er rullet ned i luksusejendommen Avenue Forch 42 i Paris, fordi den franske stat har beslaglagt hytten, der er vurderet til en milliard kroner. Ejeren kom der nu ikke mere end to-tre gange om året.
Teodoro Nguema Obiang Mangue havde, når han var i Paris, 11 luksusbiler at vælge imellem samt uforlignelig velstand omkring sig, herunder de allerdyreste champagner, kostbare antikviteter og damer. Der blev aldrig sparet på noget.
Teodoro Obiang er søn af Ækvatorialguineas diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, som høster sit mini-lands olieformuer til eget forbrug, mens befolkningen er fattig. Sønnen fik rigeligt med lommepenge.
Ventede problemer
Den 41-årige Teodoro Obiang Jr. vidste godt, at tiden var inde, og at de franske myndigheder var i hælene på ham. Han undersøges for meddelagtighed i korruption. Tidligere i år beslaglagde de hans vinkælder anslået til en værdi af 12 millioner kroner.
I september beslaglagde Frankrig hans biler. Der var two Bugatti Veyron, en Maybach, en Aston Martin, en Ferrari Enzo, en Ferrari 599 GTO, en Rolls-Royce Phantom og en Maserati MC12. Opgørelsen stammer fra den franske avis Le Monde.
Hvis man skal være helt korrekt, så købte Obiang Jr. i sin tid ejendommen for et ukendt beløb, men solgte den videre til sit hjemland i 2011. Han havde fuld råderet og huset med dets 101 værelser, to motionscentrer, en biograf, et tyrkisk bad og en natklub, beretter New York Times.
Gammel sag
Sagen imod Teodoro Jr. har simret i 5 år, anlagt af landflygtige borgere og private organisationer. Sagen omfatter også familien Bongo fra Gabon og Denis Sassou-Nguesso fra Congo. De omtalte afrikanske diktatorer anses for usædvanlig grådige.
Frankrig har gennem årene været særdeles tolerant overfor diktatorer fra fransktalende afrikanske lande, tidligere kolonier. De køber mange våben i Frankrig. Diktatorerne har også givet gavmilde bidrag til franske præsidentvalg.
Ækvatorialguinea er med i Frankrig valutasamarbejde med andre afrikanske lande.
Sager i USA
Iøvrigt er der lignende sager imod Teodoro Obiang Jr. i USA. The New York Times rapporterer, at Teodoro Obiang Jr. købt sig en Gulfstream privatjet, en kæmpehus i Californien og for 12 millioner kroner minder om Michael Jackson. Teodoro har udgivet en CD og ser sig selv som sanger.
Amerikanerne anslår Obiangs luksusbudget i perioden 20004-11 til langt over to milliarder kroner. Franske aviser har skrevet, at diktator Bongo fra Gabon har 33 ejendomme i Paris og 70 bankkonti. Kollegaen fra Congo har 16 ejendomme og 111 bankkonti.
Helt uskyldig
Teodoro Obiang Jr. mener ikke, der er noget at komme efter. Han har som skovminister og ejer af enorme skovområder i sit hjemland tjent helt legitime formuer på skovning af kostbart træ. Som hans sagfører udtaler, gør man tingene anderledes i Ækvatorialguinea.
Det var således hans skovselskab, der købte for 132 millioner kroner antikviteter ved en privat auktion i 2009, da huset skulle have flere møbler. Det må selskabet gerne, mener han.
Ved beslaglæggende anslog franske myndigheder møblerne i huset til en værdi af 300 millioner kroner.
Teodoro Obiang Jr.
Udover at være skovminister i sit hjemland blev Obiang Jr., efter sagen tog fart, udnævnt til anden vicepræsident i Ækvatorialguinea. Karrierespringet omfatter også at være sit lands permanente delegat til UNESCO.
Meningen med karrierespringene er formentlig at beskytte ham imod en fransk international arrestordre sigtet for at plyndre sit land og hvidvask af ulovligt tjente formuer med henblik på at købe fast ejendom i Frankrig og andre steder.
Ækvatorialguinea har tre officielle sprog, spansk, fransk og portugisisk. Det lille land, lidt mere end halvt så stort som Danmark med kun 700.000 indbyggere, var tidligere spansk koloni.
I 1990'erne fandt man olie og siden har eliten levet det søde liv og hovedparten af befolkningen det sure. Statistisk set har Ækvatorialguinea det højeste nationalprodukt pr. indbygger i Afrika syd for Sahara, faktisk højere end i USA.
Landet rangerer som et af de værste steder på kloden hvad angår menneskerettigheder og ytringsfrihed.