"Det skal kunne betale sig at arbejde."
Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen, da kontanthjælpsloftet tidligere på året blev vedtaget.
Kontanthjælpsloftet, der træder i kraft fra den 1. oktober, er et loft over den økonomiske støtte til kontanthjælpsmodtagere. Flere vil have færre penge til rådighed, og det skulle ifølge regeringen give de ledige større økonomisk incitament til at tage arbejde.
Men det hjælper ikke at gøre de arbejdsløse fattigere for at få dem i job, mener et flertal af danskerne.
Det viser en ny rundspørge, lavet af YouGov for Avisen.dk.
Her svarer 50 procent af de 1011 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år nej til, at det vil styrke kontanthjælpsmodtagererens mulighed for at komme i arbejde, at deres ydelse sættes ned. 42 procent mener, at en lavere ydelse i nogen eller høj grad forbedrer muligheden for at komme i arbejde.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Og det er ikke kun flertallet i befolkningen, der ikke har tiltro til, at regeringens kontanthjælpsloft vil få flere i arbejde.
Ingen nævneværdige effekter
Ifølge økonom og forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Anders Bruun Jonassen er der ikke noget, der tyder på, at kontanthjælpsloftet vil have den helt store effekt på ledigheden.
- Tidligere undersøgelser viser ikke nævneværdige effekter ved, at man skærer i ydelser til kontanthjælpsmodtagere. Men man kan ikke afvise, at der kan komme en mindre effekt, siger han.
Anders Bruun Jonassen mener, at når det kommer til at få ledige i arbejde, så er den økonomiske gevinst relevant at tage med, men at der er en tendens til at overdrive betydningen af det økonomiske incitament.
- Man glemmer, at der er rådighedskrav, der gør, at de ledige skal tage job og stå til rådighed. Der er høje krav til kontanthjælpsmodtagerne, der gør, at de ikke bare kan undlade at tage relevante jobs. Og derudover kræver det jo også, at der rent faktisk er job til dem, siger han.
Hjælper ikke socialt udsatte
Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet Bent Greve mener heller ikke, at kontanthjælpsloftet uden videre vil få de ledige i arbejde.
For problemet er, at en stor gruppe af dem på kontanthjælp døjer med sociale problemer, og for dem hjælper det ikke at skære i ydelserne, forklarer han.
- Ganske mange kontanthjælpsmodtagere har funktionsnedsættelser af forskellig karakter. Nogle har derfor i stedet brug for sociale kompetencer. Der kan være andre, der har brug for hjælp til at komme ud af et misbrug og atter andre døjer med psykiske problemer eller familiemæssige problemer, siger Bent Greve.
Han tilføjer, at regeringen selv har været ude og erkende, at kontanthjælpsloftet ikke vil få så mange i arbejde, som forventet.
Ikke job til de ledige
Og udover sociale problemer hos nogle kontanthjælpsmodtagere, så handler det ifølge Bent Greve også om, at der ikke er job til de ledige.
- Der er jo rigtig mange på kontanthjælp, der virkelig gerne vil ud og bidrage på arbejdsmarkedet, men hvor problemet er, at deres kompetencer ikke efterspørges hos arbejdsgiverne og der ikke er ledige job til dem.
Bent Greve peger på, at man som samfund må acceptere, at der altid vil være nogen, der ikke er i stand til at arbejde.
Dansk Erhverv: Et vigtigt argument
Hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv har piben en anden lyd. Arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent Peter Halkjær mener, at kontanthjælpsloftet vil få flere ledige i arbejde.
- Den økonomiske gevinst ved at tage et arbejde bliver større. Og det er et vigtigt argument for en sagsbehandler at kunne sige til den ledige for at få ham eller hende i arbejde, siger Peter Halkjær.
Han mener, at flere kontanthjælpsmodtagere vil tage et arbejde, hvis det betyder flere penge mellem hænderne.
Men han erkender også, at en del af de ledige har sociale problemer som gør, at de har brug for mere end en økonomisk gulerod.
- Her er der brug for en flerstrenget indsats og det er vigtigt, at jobcentret kommer med foranstaltninger, der hjælper de ledige med at blive jobparate, siger Peter Halkjær.
Der er job til dem, der vil
Han holder dog fast på, at en del af dem på kontanthjælp er jobparate, og at der er ledige job til dem i blandt andet rengøring, hotel- og restaurationsbranchen, men at folk ikke søger de ledige stillinger.
- Tal fra Danmarks Statistik viser, at hver femte kontanthjælpsmodtager, der er vurderet til at kunne arbejde, ikke står til rådighed, selvom der er job at få, fortæller Peter Halkjær.
Tror du, det skyldes, at de hellere vil være på kontanthjælp?
- Det er svært at sige, hvad logikken hos den enkelte er. Men vi ved bare, at der er job at få for dem, der vil.
Kan det være, at der i samfundet altid vil være en gruppe mennesker, der bare ikke ser sig i stand til at arbejde - Er I arbejdsgivere ikke lidt barske over for dem?
- Jeg mener det er barskt bare at opgive mennesker og udelukke dem fra fællesskabet på arbejdsmarkedet. Vi ser kontanthjælpsmodtagere som en værdifuld arbejdskraft Derfor bliver vi ved at forsøge at få dem i arbejde, siger han.