I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabsåret 2020/2021 meddeler Elgiganten, at man gør klar til at tage flere markedsandele.
Elektronikkæden vil nemlig i den kommende to-tre år åbne mindst otte nye varehuse.
- Vi vil helt sikkert fortsætte med at vækste indenfor e-handel, men det vil handlen i de fysiske varehuse så sandelig også. De kommende varehuse bliver alle indrettet ud fra vores nye "3.0 koncept", siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten, i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at det drejer sig om varehuse på omkring 2.000 kvadratmeter med blandt andet Apple-shops og køkkenafdelinger.
Det ligger fast, at der åbner nye varehuse i både Fredericia, Ringsted, Rønne og Kalundborg. Her er det Elgigantens varehus på Frederiksberg. (Foto: Elgiganten/PR)
Det ligger fast, at der åbner nye varehuse i Fredericia, Ringsted, Rønne og Kalundborg, mens der endnu ikke er sat adresser på yderligere fire til seks varehuse.
Udover varehusene åbner Elgiganten i Skejby og Glostrup efter sommerferien to nye centre, som henvender sig til erhvervskunder.
Elgiganten kom ud af det første corona år med en rekordomsætning på 7,1 milliarder kroner, hvilket var 800 millioner mere end året før. Driftsresultatet (EBIT) landede på 131,3 millioner kroner.
Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen og blev etableret i Danmark i 1996. Kæden har i dag over 2.300 medarbejdere fordelt på 38 varehuse landet over.