- Hvad sker der?
Mia Hansen har skrevet desperat til flere af politikerne efter gårsdagens nyhed om, at den ene del af regeringens lovforslag, der skulle skabe nye specialiserede enheder i psykiatrien, er blevet skrottet.
- Hvorfor kan I ikke blive enige? Vil nogen høres mere end andre? spurgte Mia Hansen.
Hun er pædagog på Lindegården og træt af at høre sig selv gentage de samme ting gang på gang, uden at der sker noget.
Forslaget om at skabe særlige pladser til de mest udadreagerende psykisk syge borgere er lagt i graven efter massiv kritik af mulighederne for øget tvang og mindsket retssikkerhed.
- ‘Åh nej, ikke igen!’ tænkte jeg, og blev meget vred og skuffet. Det var en følelse af ikke rigtig at vide, hvad der foregår og ikke forstå, hvordan det kan ske, siger Mia Hansen.
Siden hendes kollega sidste år blev dræbt af en beboer, har hun kæmpet indædt for at få fokus på den manglende sikkerhed på bosteder, og det var da også en stor sejr, da politikerne i efteråret lagde op til at gøre noget afgørende ved problemet.
Tror på det bedste i mennesker
Mia Hansen har derfor i løbet af det sidste døgns tid fundet frem til, at der må have været meget store problemer med lovforslagets muligheder for tvang, siden det pludselig kan ende på den her måde.
- For mig er det også alvorligt, hvis der kommer mere tvang og problemer med menneskerettighederne, og derfor vælger jeg simpelthen at tro på, at det ikke var den rigtige løsning, når politikerne sammen lytter til oprøret.
- Jeg har jo selv snakket med Liselott Blixt (DF), og hun virker som et fornuftigt menneske, så jeg tror på, at hun må have haft en god grund til det her. Jeg er sådan en person, der tror på det bedste i mennesker, og jeg hader, når man kaster skyts mod hinanden i stedet for at finde en løsning sammen, siger hun.
Hvor længe tør man vente?
Flere hænder og flere sengepladser er den rigtige løsning, som alle kan blive enige om, og alligevel sker der ikke noget, mener Mia Hansen.
- Psykiatrien skal have en kæmpe opgradering, og vi skal finde ud af, hvor vi gør af de mennesker, der er til fare for sig selv og andre. Men den rigtige åbenlyse løsning er bare så langt væk hele tiden, og det er det, der konstant bekymrer mig, siger Mia Hansen og uddyber:
- Jeg prøver hele tiden at tænke, at hvis man tror længe nok, kan det lykkes. Men når ikke engang fem drab kan gøre det, hvad kan så? Hvor længe tør man vente?
Ifølge Mia Hansen har der siden medarbejdernes dramatiske oplevelse på bostedet Lindegården været sat massivt ind for at forbedre arbejdsforholdene, så det sikres, at det nu kun er gode historier, der kommer ud fra stedet.
- Men jeg kan ikke være ligeglad på vegne af alle mine andre kolleger, og derfor bliver jeg ved med at råbe op, siger hun.