Har du æg fra "Landsby æg" på Gettrupvej 17 i Hobro i huset, så lad være med at spise dem.
Anbefalingen kommer efter Fødevarestyrelsens Rejsehold fredag lukkede ægpakkeriet.
Æggene skal smides ud eller leveres tilbage til der, hvor de er købt.
Landsby æg blev lukket med det samme, da Fødevarestyrelsens Rejsehold blandt andet fandt adskillige rottelorte på gulve og de borde, som æggene lå på.
Der blev også fundet papbakker med bidemærker fra rotter og en død rotte lå under en palle med æggeemballage.
"Hygiejnen hos ægpakkeriet var så ringe, at vi vurderer, at det potentielt kan være farligt for forbrugerne at spise æggene. Derfor vil vi opfordre forbrugere, som har æg stående i køleskabet, til at tjekke, om de stammer fra Landsby æg," siger Henrik Larsen, tilsynsførende i Fødevarestyrelsens Rejsehold i en pressemeddelelse.
Æggene fra æggepakkeriet er mærket med et klistermærke, hvor der med gul skrift står "Landsby æg". Æggene er både solgt via detailbutikker og direkte til forbrugere via stalddørssalg hos ægpakkeriet i Hobro.
Æggene fra æggepakkeriet er ifølge Fødevarestyrelsen mærket med dette klistermærke,. Fødevarestyrelsen
Har man spist æg fra Landsby æg og udviklet sygdomssymptomer som høj feber, hovedpine eller muskelsmerter, skal man kontakte egen læge.
Landsby æg's forbud mod salg gælder indtil Fødevarestyrelsen vurderer, at det kan blive ophævet. Landsby æg får derudover en bøde for markedsføring af farlige fødevarer.