Fredag aften skulle den danske jetsetter og musik-producer Remee have åbnet sin nye natklub, Arch, i Nørregade i København.
Men nærmest samtidig med at gæster fløj ind til den danske hovedstad, måtte Remee ifølge HER&NU droppe åbningen.
- Vi har arbejdet 24 timer i døgnet de sidste to måneder. Folk har arbejdet så hårdt. De er udmattede og brudt grædende sammen. Jeg ved ikke, hvordan det føles at få et hjerteanfald, men jeg tror, jeg er tæt på, sagde Remee til Her&Nu, da aflysningen var en realitet.
Det var ellers planlagt, at de mange gæster skulle starte festen med en middag på Hotel Skt. Petri i Krystalgade i det indre København.
Danske kendisser, som X Factor-kollegerne Lina Rafn, Thomas Blachman og Sofie Linde samt tv-vært Joakim Ingversen og Klaus Riskær Pedersen var ifølge ugebladet blandt de 450 inviterede gæster.
- Vi kan ikke åbne i aften. Vi er ikke klar. Jeg er virkelig ked af det. Klubben er ikke klar med det udtryk, vi gerne vil vise, og så er der også sikkerhedsmæssige hensyn at tage. Det er så komplekse problemer, at vi ikke kan åbne. Jeg er så ked af det, siger Remee til HER&NU.

Thomas Blachman og Sofie Linde var blandt de inviterede gæster til den mislykkede åbning af Remees nye natklub, Arch. Foto: Scanpix/arkiv
I stedet for en åbningsfest inviterede Remee de fremmødte til fest på Hotel Skt. Petri.
Hvornår natklubben Arch åbner er uvist, men ifølge folk, som Ekstra Bladet har talt med, mangler der at blive lavet en del, ligesom det fortsat roder meget i de lokaler, som skal blive til Arch.