Michael Jensen var alene hjemme og havde plantet sig i stuens sorte lædersofa, da telefonen ringede. I fjernsynet var X Factor netop begyndt. Opkaldet kom fra en kvindelig kollega til hans kone Vivi Nielsen, som skulle komme hjem ved en 22-tiden.
Kollegaen fortalte, at den 57-årige sosu-assistent Vivi Nielsen var blevet stukket med en kniv af en psykisk syg beboer under sin aftenvagt på bostedet Lindegården i Roskilde. Det var bedst, hvis han straks kørte til skadestuen, lød beskeden.
- Så jeg tænkte, nåh, det er nok sådan en lille kniv. Det er nok bare lige. Men det var sgu alvor, fortæller 54-årige Michael Jensen.
Og det var desværre alvorligt. Kniven var blevet stukket så dybt ind i ryggen på Vivi Nielsen, at hun som følge af indre blødninger ikke overlevede.
Siden februar 2012 er fem ansatte blevet dræbt, mens de passede deres arbejde på bosteder for psykisk syge. Vivi Nielsen var den femte, og retssagen mod hendes drabsmand begynder i morgen mandag.
Men drabet på Vivi Nielsen 25. marts 2016 er ikke kun en historie om, hvor fatale konsekvenser det kan få, når sikkerheden på landets bosteder halter. Det er også historien om en enkemand, der sidder alene tilbage i et 240-kvadratmeters hus efter et 30-årigt kærlighedsforhold og venter på, at telefonen ringer.
Det er Michael Jensens oplevelser af forløbet, som han giver et indblik i, da Avisen.dk besøger ham i hans sirlige hjem med hvide orkideer i Egøje ved Køge.
Savner hendes opkald
Når Vivi Nielsen var på aftenvagt, ringede hun næsten altid hjem til Michael Jensen tre til fire gange, fortæller han og gengiver, hvad hun sagde, når hun ringede:
- Hvad laver du? Og så bagefter, åh jeg savner dig og sådan nogle ting der. Det var irriterende, at telefonen ringede så mange gange, men nu savner man det sådan set, siger han og vender blikket ud mod stuens panoramavinduer med udsigt til naboens marker.
Vivi Nielsen kunne ikke lide at blive fotograferet, så der findes næsten ingen billeder af hende, og de får der findes, har ikke måttet stå fremme, fortæller Michael Jensen. Efter hendes død har enkemanden dog hængt deres bryllupsfoto op. Foto: Bente Jæger.
Huset er Vivi Nielsens barndomshjem, som ægteparret i 2012 overtog og gennemrenoverede, så der kom sandfarvede klinker i hele underetagen og et nyt hvidt køkken med sorte flader.
Vivis aftryk
Michael Jensen mødte Vivi Nielsen over et spil dart, og hun blev hans første seriøse kæreste. Hun var et ordensmenneske, der købte seks pakker vaskepulver ad gangen, så pakkerne kunne stå i sirlige rækker. Det skulle se pænt ud, og derfor var det hende, der stod for indretningen.
Hun var også optaget af clairvoyance, healing og engle, så hun havde dekoreret hele huset med englefigurer, der stadig står og hænger fremme.
I tiden efter Vivi Nielsens død, har Michael Jensen været en del hos sin mor for at komme væk fra husets mange minder. Men det er blevet nemmere for ham at være derhjemme.
- Det er blevet bedre. Jeg synes, jeg klarer det bedre. Man piver ikke så meget mere. Jeg kan også godt være her om aftenen og sådan nogle ting, siger han.
Michael Jensen holder en af de utallige englefigurer, som Vivi Nielsen samlede på. Foto: Bente Jæger.
Aftenerne er værst
Når mørket falder på, kan savnet dog stadig trænge sig på.
- Jeg savner hende mest om aftenen. Omkring spisetid og sådan noget og senere på aftenen, siger han.
Som regel stod Michael Jensen for at handle ind og lave mad, mens Vivi Nielsen tog opvasken. For tiden er kogeplader og komfur højest tændt et par gange om ugen.
- Jeg får varm mad på arbejdet, så jeg behøves ikke så meget om aftenen. En klapsammen med leverpostej eller en skål salat, fortæller han.
Michael Jensen har fundet stor støtte i sin arbejdsplads på fabrikken Dana Lim i Køge, hvor han har været i 30 år.
Michael Jensen har hele tiden Vivi Nielsen med i sine tanker, forklarer han. Foto: Bente Jæger.
Vivi var aldrig bange
Ligesom sin mand var Vivi Nielsen en loyal medarbejder. Da hun blev stukket ned, havde hun været 25 år på Lindegården, og hun var så glad for at gå på arbejde, at hun ofte tog dobbeltvagter.
Hun snakkede aldrig om, at hun var bange for at tage på arbejde, fortæller Michael Nielsen.
Heller ikke selvom en beboer havde slået ud efter hendes ansigt med et boldtræ omkring et år inden knivoverfaldet, erindrer Michael Jensen.
- Hun nåede at sætte armen op, ellers havde hun fået det i hovedet, siger han.
Rart at Løkke nævnte drabet
Mærkedagene har været svære for Michael Jensen, for fødselsdage, julen og nytårsaften er forbundet med mange års fælles traditioner.
Årets sidste aften tilbragte han hos Vivi Nielsens søster og hendes to voksne sønner, som har været en slags bonusbørn for ægteparret, der ikke selv fik børn.
Op til årsskiftet havde Vivi Nielsens kollegaer sendt et åbent brev til Lars Løkke Rasmussen (V), hvor de bad ham huske drabet på deres kollega. Derfor var Michael Jensen spændt på, om statsministeren ville nævne hende i sin nytårstale.
- Jeg tænkte, han gør det sgu nok ikke. Og så da han gjorde det, så var det godt. Det var faktisk ret rart, husker han.
Han håber, at statsministeren står ved, at offentligt ansatte skal have sikre arbejdsforhold.
Ikke optaget af forskelsbehandling
Da en politimand blev skudt under en vagt i december, fik han en statsbegravelse, selvom ingen af de fem dræbte medarbejdere i psykiatrien havde fået det.
Det fik blandt andet fagforeningen FOA til at kritisere forskelsbehandlingen af betjente og sosu’er. Michael Jensen havde ikke tænkt over, om staten burde have betalt for hans kones begravelse, før debatten blev rejst.
- Overhovedet slet ikke. Men når de kommer frem med det, kan jeg godt se, at det er forkert, fordi hendes arbejde kan jo være ligeså godt som sådan en, siger han med henvisning til politibetjenten.
Vivi Nielsen er begravet i en fælles grav sammen med sin mormor og morfar. Michael Jensen vil ikke selv have et gravsted, for han vil have sin aske spredt udover havet. Foto: Bente Jæger.
Starter bilen, når ensomheden tynger
Efter en blodprop i sommer og tabet af Vivi Nielsen er Michael Jensen begyndt at gå i et fitnesscenter tre gange om ugen. Han spiller også turneringer for den lokale dartklub og holder sig i gang ved at holde huset ved lige.
- Jeg har været rundt og spartle alle lofter og kanter og sprækker. Og til sommer skal jeg skifte alt træværket på huset. Så der er arbejde nok, og indkørslen skal jeg også have lavet om, siger han.
Aktiviteterne afleder nogle af de tunge tanker, men til tider bliver ensomheden alligevel for nærværende.
- Man kan godt mærke det lige sådan en gang imellem. Nogen gange må man køre sig en tur. Sådan er det, fortæller han.
Det er snart et år siden, at Vivi Nielsen blev dræbt. Og selvom Michael Jensen er forberedt på, at dagen kan puste til hans sorg, tager han dagen 'som den kommer', forklarer han fattet.
- Jeg går ikke og planlægger, hvordan det kan blive. Og kommer der en tåre, så kommer der en tåre. Sådan er det.