I dag skrev Jonas Vingegaard sig ind i historiebøgerne, da han vandt den 11. etape i Tour de France og samtidig overtog den gule førertrøje.
Og skal den flotte indsats fejres med lidt lækkerier, har han eksperthjælp lige ved hånden.
Hans svigermor er nemlig ingen ringere end Rosa Kildahl, der bragede gennem de danske TV-skærme i ”Den store Bagedyst” i 2017.
25-årige Vingegaard er kæreste med Rosas datter, Trine, og sammen er de forældre til Frida på snart to år.
Både kæreste, datter og svigermor var selvfølgelig med på sidelinjen, da Jonas Vingegaard i dag kørte først over målstregen.
Jonas Vingegaard stammer fra Hillerslev i Vendsyssel, men bor i Glyngøre ved Limfjorden. Og når han ikke suser op og ned ad de franske bjerge, er det her, han og familien bor. Det samme gør Rosa Kildahl og hendes mand.
Da Rosa Kildahl i 2018 deltog i "Vild med dans", var Jonas Vingegaard selvfølgelig med i studiet for at støtte svigermor. Han står yderst til højre ved siden af kæresten, Trine. Længst til venstre Rosas dansepartner, Esbern Syhler-Hansen, og ved siden af ham Rosas mand, Carsten. Foto: Ritzau Scanpix