Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
HER TIL MORGEN afleverede jeg min yngste søn i skolen. Han er ni og cykelrytter. Han elsker at cykle og han er god til det, så prisen for tøj, cykel og udstyr opvejes i høj grad af hans glæde, hans engagement og hans præstationer – og samværet med kammeraternes forældre.
Jeg er så småt ved at komme mig fysisk over to lange vagter som trafikofficial ved løb henholdsvis lørdag og søndag. Min indsats var bare en lille bitte del af den enorme indsats, som rigtig mange frivillige yder i ugevis for at unge fra ni år op til pensionister på +70 kan konkurrere på de danske landeveje.
Det var en rigtig god weekend, hvor nogle af børnene mødte op med ekstremt dyre cykler, og nogle mødte op med mildest talt knap så dyre cykler. Der var lange øjne til de piger og drenge, som kørte på carboncykler og med cykelcomputere til mellem 2000 og 5000 kroner. Cykelhjelme til langt over 1000 kroner og sko til et par tusind. Jeg kan blive ved.
MIN SØN ER IKKE DEN ENESTE, som kigger langt efter det dyre udstyr, og når man ikke har kørt sig til en topplacering er det nemt at forsøge at overbevise forældrene om at det hele skyldes mangel på dyrt udstyr. Det vil sige, at fokus fjernes fra indsats til udstyr, og i samme øjeblik man gør det, så ruller lavinen, for hvis man sætter lighedstegn mellem svinedyrt grej og store præstationer, så udelukker man de børn fra sporten, som har allermest brug for den – på alle måder. I en god klub styrkes selvværd, kammeratskab og fysik, og de mest udsatte … de fattigste (som der bliver stadigt flere af) kommer aldrig med.
I min søns klub, havde vi sidste år besøg af nogle ekstremt seje piger fra et Julemærkehjem i området, og de mødte op til træning på lånte cykler og i lånt/doneret tøj. De trænede hårdt og med stor lyst, og de kronede deres egen indsats ved at cykle med i Post Danmark Rundt, på etapen fra Enø til Frederiksberg. Disse piger var aldrig kommet ud at cykle, hvis mærke- og udstyrssnobberiet herskede i klubben.
… og så vender jeg tilbage til denne morgen. Jeg satte knægten af og kørte hjem, mens jeg lyttede til radioen og et indslag om noget cykeltøj, man kan købe billigt i Rema1000. Det bliver markedsført med Jesper Skibby som plakatmand. Den ene af værterne talte om snobberiet blandt cykelryttere og gik derfra med på snobberiet ved at spå, at både Rema og Skibby er til grin i cykelkredse, og at tøjet sikkert er for dårligt til lange ture.
AF GANSKE ALMINDELIG FORNÆRETHED har jeg cyklet rigtig mange kilometer i cykeltøj, der savnede snobstempel og derfor kostede en fjerdedel af de ”godkendte” mærker. Jeg er kommet hjem fra cykelture på 100-150 km og et gennemsnit på mellem 27 og 32 km/t, med en røv uden slidsår, uden slidmærker under armere og alt det andet man kan frygte ved at købe billigt. Jeg har cyklet til arbejde på en gammel Falcon uden gear og håndbremser. 18 km den ene vej og 18 km hjem igen. I høj fart. Iført cowboybukser og tyk vinterjakke (når det var for koldt)… jeg kom frem uden skader og men og kunne nøjes med lige at skifte til en trøje der ikke var gennemblødt af sved.
Lad os så bare sige, at værterne på DR-programmet mente noget andet, end det jeg hørte, så ændrer det ikke ved at både Rema, deres tøj og Skibby blev hånet. Det burde ikke ske. Hvis nu værterne havde haft tøjet på, kørt 100 km for fuld gas og kom tilbage med slidsår og brandvabler, så ville det være på sin plads at sige, at tøjet er for dårligt, men det var ikke sådan det var. Der gik bare lige lidt skurvogn i den.
SKURVOGNEN ER SOMMETIDER FARLIG at sætte sig ind i, og det gør vi alle mange gange hver dag. Når vi sidder derinde holder vi nogen ude. Det er en slags mobning, og det er kun ondt og skadeligt, uanset hvor ”hjerteligt”, vi mener det. Derfor bør vi ændre tonen.
Sport og idræt har det bedst, når der er et solidt fundament. De største stjerner vokser frem af den hårdeste konkurrence, og der er så ufatteligt mange forældre og bedsteforældre, som hver uge bruger tid og energi og penge på at få deres børn til stævner, løb, træning og socialt samvær. Alle disse mennesker fortjener stående applaus og ikke ”dissende” pegefingre, fordi udstyret ikke er mærker, som er anerkendt af Det Højeste Snobberis Societet.
VI LEVER I EN TID, hvor fattige bliver fattigere og fattigere, og hvor børn igen oplever at vokse op uden at have råd til at komme til fodbold eller fødselsdage … derfor skal alt, der på mindste måde hjælper disse børn og unge og deres forældre med at få gode interesser og godt socialt samvær støttes og hjælpes med alt, hvad vi har.
Derfor skal ingen ”disses” for at sælge tøj i forkerte farver eller med forkerte mærker. Klap i stedet højlydt, når nogen forsøger at give alle bedre muligheder for at dyrke sport.
Skibby har min agtelse … og det samme har Rolf Sørensen som også har givet sin mening til kende tidligere: Det er vigtigere at deltage end at købe det ”rigtige” udstyr.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.