Polske betonarbejdere bor i skurvogne, deler senge og har møgbeskidte toiletter.
Nogle af de blå containere er hjem for flere håndfulde østarbejdere, der lever trangt og deler små køkkener og baderum.
Boligforholdene for de flere hundrede østarbejdere, der for øjeblikket arbejder med udbygningen af Asnæsværket ved Kalundborg er under al kritik, mener stilladsarbejder og aktiv i stilladsarbejdernes klub i Vestsjælland, Jeppe Rasmussen.
- De polske betonarbejdere er to om at dele en seng. Den ene arbejder om natten og den anden om dagen, og så kan de skiftes til at sove i sengen, siger han.
Stilladsarbejderen har besøgt de polske byggearbejderes midlertidige boliger ved Asnæsværket og er både chokeret og forarget.
- Det er uhygiejniske forhold. Enhver dansk håndværker ville sige 'aldrig i livet' og ikke lade sig spise af med sådanne boligvilkår, fastslår Jeppe Rasmussen.
Mindre timeløn
Fagbladet 3F har i en stribe artikler afdækket, hvordan østarbejdere bliver udnyttet i forbindelse med udbygningen af varmeværket Asnæsværket ved Kalundborg. Ifølge Fagbladet tjener polske betonarbejdere op til 85 kroner mindre i timeløn end deres danske kolleger. Dertil kommer, at de ofte har overarbejde, men ikke får ekstra penge for overarbejdstimerne.
Og udover de store lønforskelle bliver de polske arbejdere også udnyttet ved at blive huset i containere og trukket 500 kroner hver 14. dag i husleje over lønsedlen. Fagbladet har talt med nogle af de polske betonarbejdere, der bekræfter de dårlige boligforhold men ikke vil stå frem ved navn.
Køkkenfaciliteter for polske bygningsarbejdere i skurbyen i Kalundborg. Foto: Privat
Den lokale 3F-afdeling betragter udnyttelsen af udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med milliardbyggeriet som social dumping 'af værste skuffe'.
- Sådan bør det bare ikke foregå i Danmark, siger faglig medarbejder i 3F Kalundborg, Theis Broberg Olsen.
Grotesk
Det er energivirksomheden Ørsted, medicinalvirksomheden Novo Nordisk og bioteknologigiganten Novozymes, der sammen med det kommunalt ejede aktieselskab Kalundborg Forsyning står bag udbygningen af Asnæsværket. Det sker for at kunne bruge bæredygtig biomasse som brændsel i stedet for kul.
Fagbladet har afdækket, hvordan forskellige underentrepenører hyrer østarbejdere til lave lønninger. De polske betonarbejdere er således ansat i det danske firma GS Seacon, mens en lang række andre underentrepenører er firmaer fra blandt andet Finland og Tjekkiet.
Aldrig i livet ville en dansk håndværker bo sådan, siger stilladsarbejder Jeppe Rasmussen. Foto:privat.
I 3F finder man det grotesk, at der ikke er styr på arbejdsforholdene i forbindelse med milliardbyggeriet.
- Det burde selvfølgelig være muligt at betale alle bygnings- og betonarbejdere efter danske overenskomster og sørge for, at folk bor ordentligt, understreger Theis Broberg Olsen overfor Avisen.dk.
Tavs borgmester
I efteråret 2017 var Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) med til at tage det første spadestik til udbygningen af Asnæsværket.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren til den sociale dumping, der foregår i kommunen.
Det socialdemokratiske medlem af Folketinget Rasmus Horn Langhoff, der er valgt i Kalundborgkredsen, er rystet over Fagbladets afsløringer.
- Det kan ikke betegnes som andet end social dumping, hvor det handler om at presse lønningerne og få opgaven udført så billigt som overhovedet muligt. Uanset hvor det foregår, bryder jeg mig ikke om det, fastslår han.
Rasmus Horn Langhoff betoner, at den sociale dumping i forbindelse med udbygningen af Asnæsværket er et skoleeksempel på, hvorfor der er brug for klarere regler og en langt bedre indsats mod social dumping.
Kommunalbestyrelse må på banen
- Hvis regeringen ikke kan finde ud af at lave klare regler og få sat en stopper for social dumping, er der også mulighed for, at man i Kalundborg kommune gør noget, og at borgmesteren sætter sig i spidsen for det, siger han.
Når Kalundborg Forsyning er et kommunalt ejet aktieselskab, spiller kommunen selv en væsentlig rolle i projektet, og derfor bør både borgmester og kommunalbestyrelse ifølge Rasmus Horn Langhoff påtage sig et politisk ansvar.
- Der er jo en mulighed for at forebygge at så åbenlys social dumping foregår, siger han.
Fagbladet 3F har kontaktet operationel direktør for Ørsteds kraftværker, Ole Thomsen, og i en e-mail til mediet oplyser han, at Ørsted har en “god og tæt dialog” med fagforeningerne i sagen om de boligforhold, der tilbydes østarbejderne.
Om den markante lønforskel på Asnæsværket skriver direktøren:
- Vi vil ikke blande os i, hvilke aftaler vores underleverandører indgår med deres medarbejderes faglige organisationer. Vi kræver af alle vores leverandører, at deres medarbejdere samt eventuelle underleverandører arbejder under overenskomstlignende forhold, skriver Ole Thomsen.