Arbejdsløsheden har spredt sig som en epidemi over landet de seneste år. Dagpengeperioden halveret. Forude venter reformer af kontanthjælpen og sygedagpengene.
Hvis du spørger danskerne, om staten tager sig af dem og deres familie, hvis de mister jobbet eller bliver syge, er mange skeptiske.
Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.
"Man har taget trygheden fra danskerne. Der er en aftagende tro på, at velfærdsstaten er der, når man har brug for det," siger professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.
Et hak i tuden
Næsten 42 procent giver i undersøgelsen udtryk for, at de ikke har tillid til, at samfundet ville tage sig af dem i tilstrækkelig grad rent økonomisk.
Lidt flere – næsten 49 procent – har tilliden i behold.
”Man kan se, at danskernes tillid – i hvert fald midlertidigt – har fået et hak nedad," siger lektor Christian Bjørnskov fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, der har forsket i sammenhængen mellem tillid og velfærdsstat.
Jørgen Goul Andersen peger på, at den såkaldte tryghedsundersøgelse fra 2011 viste samme tendens: den sociale tryghed er aftaget ”ganske betydeligt”.
Krisebevidsthed
Både Christian Bjørnskov og Jørgen Goul Andersen vender blikket mod Christiansborg, når de skal forklare danskernes tabte tillid til systemet.
”En mulig forklaring er, at ændringerne på eksempelvis dagpengeområdet og andre steder gør folk ængstelige for, at politikerne er ved at lave fundamentalt om i den måde, det danske samfund fungerer på,” siger Christian Bjørnskov.
Jørgen Goul Andersen kalder desuden udviklingen ”en sideeffekt af den krisebevidsthed, som regeringen bevidst har forsøgt at opbygge.”
”Man har ønsket at gøde jorden for en række upopulære beslutninger ved at skabe en krisebevidsthed. Det ser vi nu i form af en aftagende tro på at staten tager sig af os, når vi bliver syge eller arbejdsløse. Det bidrager også til at hæmme forbruget og sænke væksten,” siger Jørgen Goul Andersen.
Tillid svinger
Christian Bjørnskov peger på, at danskernes tillid til samfundet generelt er høj. Han ville derfor blive overrasket, hvis tilliden til systemet havde lidt et permanent knæk. [pagebreak]
”Folks tillid retter sig meget ofte op, når de oplever, at der ikke sker noget i deres liv, og det er som oftest tilfældet,” siger han.
Jørgen Goul Andersen er skeptisk.
”Det forudsætter, at man bevarer den sociale tryghed. Men hvis man mere permanent underminerer den på en bredere front, så er jeg mere skeptisk i forhold til, om tilliden til velfærdssystemet retter sig,” siger han og fortsætter:
"I dag er det bestemt ikke sjovt at blive arbejdsløs, hvis man er over 50 år og ikke er heldig at finde nyt arbejde med det samme – og mange er også bekymrede over, om de kan få den nødvendige hjælp som ældre."
Noget for noget
Begge er enige om, at tillid til, at man får hjælp, når det brænder rigtigt på, er afgørende for velfærdssamfundet.
”Hvis den forsvinder, kommer opbakningen til velfærdssamfundet også til at forsvinde. Der er kun opbakning så længe, vi tror, at vi får noget igen,” siger Christian Bjørnskov.
"Arbejdsløsheden har bredt sig i landet de seneste år, og samtidig gennemføres reformer af både kontanthjælp, dagpenge og sygedagpenge. Hvis du bliver arbejdsløs eller syg, tror du så samfundet tager sig af dig og din familie økonomisk? "
- Ja, helt sikkert 7,1 procent
- Ja til dels 41,4 procent
- Hverken/eller 7,8 procent
- Nej, ikke tilstrækkeligt 31,9 procent
- Nej, slet ikke 8,9 procent
- Ved ikke 2,9 procent
Kilde: Wilke for Avisen.dk på baggrund af 519 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.