Mandag fik Anita Sørensen et uventet besøg i hendes hjem på Østerbro i København, skriver bt.dk.
SKAT ville opkræve manglende indbetalinger, og derfor låste en låsesmed døren op i Anitas bolig. Myndigheden fandt dog ikke nogen hjemme og efterlod et brev.
"Da jeg kom hen til min dør, kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet galt med låsen. De havde simpelthen brugt en låsesmed til at komme ind i min lejlighed. Jeg var meget chokeret," siger Anita Sørensen.
Men brevet var ikke til Anita Sørensen, men til hendes nabo.
Hun kontaktede SKAT og her fik hun hurtigt en undskyldning.
"Det er med stor beklagelse, at vi har konstateret, at der i går skete en fejl i forbindelse med en fogedforretning, hvor en medarbejder tog fejl af to lejligheder. Så snart vi blev opmærksomme på fejlen, kontaktede vi den berørte borger for at give hende en stor undskyldning og en redegørelse for forløbet," siger Jørgen Rasmussen, underdirektør for Fogeder i SKAT.
Læs historien på bt.dk