Den kurdiske oprørsleder Abdullah Öcalan vil fra sit tyrkiske fangenskab erklære våbenhvile den 21. marts, siger tyrkiske embedsmænd.
Denne dag markerer det kurdiske nytår, og våbenhvilen er et nyt forsøg på at få skabt fred mellem den tyrkiske stat og den kurdiske oprørsorganisation PKK, som Ocalan er leder af.
- PKK vil som minimum erklære våbenhvile på Newroz (21. marts red.) og nedlægge våbnene inden juli eller august. Derefter vil udrejse af landet blive drøftet, siger Bulent Arinc, der er tyrkisk vicepremierminister, i et interview med tv-stationen NTV.
Regeringen i Ankara, den tyrkiske hovedstad, har insisteret på, at "terrorister", som PKK-oprørere kaldes af tyrkiske ledere, skal ud af tyrkisk territorium, inden en fredsproces kan begynde for alvor.
Ocalan afsoner i øjeblikket fængsel på livstid på en fængselsø ved Istanbul.
Ifølge Tyrkiets regering har Ocalan og regeringsrepræsentanter forhandlet om våbenhvilen og vejen frem, og Ocalan har - stadig ifølge den tyrkiske regering - nedskrevet instruktioner til PKK.
De instruktioner har regeringen afleveret til de kurdiske oprørere.
De kurdiske oprørere har i årevis kæmpet for et kurdisk hjemland i det sydøstlige Tyrkiet. Omkring 45.000 mennesker er dræbt under kampene.
Det er i øvrigt ikke kun Tyrkiet, der regner PKK for en terrororganisation. Det samme gør blandt andet EU og USA.
/ritzau/AFP